Spanske kabineansatte fra to fagforeninger kræver dialog med Ryanair. (Foto: Burak Akbulut - Anadolu Agency)

Ryanair-kabineansatte går i fem måneders strejke

En del af Ryanair spanske kabineansatte har i denne uge indledt en strejke frem til den 7. januar 2023. Man ønsker genansættelse af kolleger, der blev afskediget efter strejker i juli.

Fagforeningerne USO og Sitcpla, der repræsenterer nogle af Ryanairs kabineansatte i Spanien, gennemførte tidligere på sommeren en række 24-timers strejker for at tvinge det irske lavprisflyselskab til forhandlingsbordet.

Siden begyndelsen af 2019 har man forsøgt at forbedre aftalevilkårene hos Ryanair, men uden held, da Ryanair tilsyneladende forlod forhandlingsbordet i maj og i stedet indgik en aftale med den største spanske kabineforening CCOO.

Nu har man i stedet besluttet at indlede en fem måneder lang strejke for at tvinge selskabet til en dialog. Det betyder, at kabineansatte organiseret hos USO og Sticpla hver uge fra den 8. august 2022 til den 7. januar 2023 vil strejke fra mandag til torsdag. Det skriver Euronews.

I juni og juli har der samlet været 18 strejkedage, hvilket ifølge USO har afstedkommet 310 aflysninger og omkring 3.455 forsinkelser på 10 Ryanair-baser i Spanien med hovedvægt på Barcelona El Prat Airport.

Fagforeningerne kræver blandt andet øjeblikkelig genansættelse af 11 kabineansatte, der blev afskediget efter at have deltaget i strejkerne i juli.

Hånlig tilkendegivelse fra Ryanair
Hos Ryanair tager man strejketruslen fra de to fagforeninger med ophøjet ro og en lettere hånlig attitude. I en pressemeddelelse skriver selskabet blandt andet, at man ikke forventer forstyrrelser af sine 3.000 daglige flyvninger i august eller september “som følge af dårligt støttede strejker fra to minoritets-kabineforeninger i Spanien.

“Disse to små fagforeninger, som kun repræsenterer en håndfuld af vores spanske kabinepersonale, har holdt en række dårligt støttede ‘strejker’ i juni og juli, som har haft ringe eller ingen indflydelse på Ryanairs flyvninger til eller fra Spanien. Alene i juli gennemførte Ryanair over 3.000 daglige flyvninger og transporterede rekordhøje 16,8 millioner passagerer – mange af dem til og fra Spanien,” lyder det fra en talsmand hos det irske lavprisflyselskab.

Ryanair medgiver dog, at en beskedent antal flyvninger i Spanien blev aflyst eller forsinkede i juli, men ifølge selskabet skyldes det dog primært strejker hos flyveledere eller generelle forsinkelser.

“Ingen flyvninger blev aflyst i juli på grund af disse mislykkede og dårligt støttede strejker fra disse to minoritetsforeninger (USO & SITCPLA), som kun repræsenterer en lille håndfuld af Ryanairs spanske kabinepersonale. Langt størstedelen af ​​Ryanairs spanske kabinepersonale er repræsenteret af CCOO-fagforeningen, som allerede har indgået en arbejdsaftale med Ryanair, som dækker det meste af vores spanske kabinepersonale.”

 

Relaterede artikler:

Strejke ramte Ryanair-flyvninger fra Belgien

Udsigt til første Ryanair-strejke siden 2018

Spanske Ryanair-piloter vil strejke i fem dage