SAS billigere end lavprisflyselskaberne til Stockholm

Når Flybe den 23. januar etablerer sig på ruten mellem København og Stockholm, er der lagt op til priskrig. Billigste returbillet hos de tre operatører på ruten vil ligge mellem 599 og 613 kroner, men SAS er billigere end Norwegian og Flybe, hvis den rejsende ønsker andet og mere end flytransporten.

Der er lagt op til priskrig, når det britisk-finske luftfartsselskab Flybe Nordic den 23. januar etablerer sig på ruten mellem København og Stockholm-Bromma.

Her skal selskabet flyve i konkurrence med SAS og Norwegian, der i dag betjener ruten mellem København og Stockholm-Arlanda. Endelig forventes det også, at svenske Skyways etablerer sig på København-Bromma ruten – angiveligt i et samarbejde med Cimber Sterling.

Sammenligner man de tre selskabers billetpriser på ruten, er basisprisen overraskende ens. Billigste basispris findes hos Flybe med 599 kroner for en returbillet, Norwegian vil have 606 kroner, mens billigste returbillet hos SAS lige nu er 613 kroner.

Så langt så godt. Men oveni grundpriserne skal tillægges forskellige obligatoriske og frivillige tillæg afhængig af rejsemønster. Vælger man ydelserne bag disse tillæg, kan det vende op og ned på opfattelsen af, hvad der er billigst.

SAS er billigst på totalpriser

SAS har eksempelvis et totalpriskoncept, hvor 23 kg bagage og frit sædevalg er en del af grundprisen. Derimod skal der betales ekstra for disse ydelser, hvis man vælger at rejse med et af de to andre flyselskaber.

Selskab Grundpris Bagage Sæde Bestilling Total
Flybe 599 164 90 30 883
Norwegian 606 120 120 40 886
SAS 613 0 0 30 643

Kilde: Selskabernes hjemmesider. Priser søgt den 28. november med udrejse København-Stockholm (24JAN12) og returrejse Stockholm-København (26JAN12). Returpriser i danske kroner og billetten betalt med kreditkort.

Mini-analysen viser, at SAS vil have den laveste billetpris, hvis rejsende ønsker at forhåndsreservere et sæde eller ønsker at indchecke bagage. Rent faktisk vil SAS være næsten 28 % billigere end de to øvrige konkurrerende selskaber i disse tilfælde.

“Sammenligningen viser, at der er vigtigt,at man også tager højde for de skjulte omkostninger og tillæg. Det er vigtigt, at SAS er et prisbilligt alternativ, når vi til gengæld har inkludereret alle ydelser i vores pris,“ siger Per Møller Jensen, der er Vice President, Brand, Marketing & EuroBonus hos SAS.

Han understreger samtidig, at SAS produktet ifølge hans opfattelse står stærkest hos virksomhederne, dersædvanligvis fokuserer på de totale rejseomkostninger og ikke blot flyprisen uden eventuelle tillæg.

Andre parametre end pris

SAS har yderligere en fordel af, at have flest daglige afgange mellem København og Stockholm. Op til 15 hverdagsafgange tilbyder SAS i vintertrafikprogrammet, Norwegian har 5 hverdagsafgange, mens udfordreren Flybe Nordic kan tilbydeblot3 afgange på hverdage.

SAS og Norwegian flyver på 1 time og 10 minutter i moderne jetfly, mens Flybe tilbagelægger turen mellem de to skandinaviske hovedstæder på 1 time og 35 minutter i ATR72-turbopropfly.

Herudover kan SAS og Norwegian i løbet af 2012 på en række afgange tilbyde WIFI-internet, således at forretningsrejsende kan arbejde om bord.

Alt i alt vil der være mange parametre, der vil afgøre, hvad kunderne finder mest fordelagtigt på rejserne mellem København og Stockholm. Og dem er der mange af, idet der årligt sælges 1,2 millioner flysæder i passagertrafikken mellem de to skandinaviske hovedstæder.

Men konklusionen er i første omgang, at Flybe Nordic er billigst på grundprisen, mens SAS lige nu er billigst på totalprisen, såfremt der enten indcheckes bagage, vælges sæde – eller eventuelt begge dele.