SAS' første Airbus A321LR med registreringen SE-DMO (Foto: Airbus | PR)

SAS debuterer med A321LR fra København til Oslo

Første SAS-flyvning med den langrækkende A321LR fandt sted mandag morgen mellem København og Oslo. På onsdag debuterer treklasses-flyet fra København til Washington D.C.

Siden SAS med få dages varsel droppede den første flyvning med Airbus A321LR fra København til Boston den 1. september, har der været mange spekulationer om, hvornår det langtrækkende fly skulle i luften på vegne af det skandinaviske flyselskab.

Nu er det ganske vist, at et af de to leverede A321LR-fly med registreringen SE-DMR mandag morgen kl. 07.30 lettede fra Københavns Lufthavn som rutenummer SK454 til Oslo med planlagt ankomst kl. 08.35. Her vender flyet på 40 minutter og returnerer som SK455 kl. 09.15, hvorefter det er tilbage i CPH kl. 10.30.

Herefter holder flyet et par dages pause, inden det 22. december kl. 12.20 flyver til Dulles International Airport ved Washington D.C. på den ordinære rute SK925. Herfra returnerer flyet den 23. december kl. 17.15 og lander atter i Københavns Lufthavn juleaftensdag om morgenen kl. 07.10.

Udsolgt rundtur til Washington
Prisen for en enkeltbillet fra København til Oslo med den nye langtrækkende A321LR er 2.549 kroner i Plus-serviceklassen, og så er der interessant, hvor i flyet, at sædet bliver tildelt.

De ny A321LR er indrettet med 157 sæder fordelt på tre serviceklasser, henholdsvis Business Class med 22 sæder, SAS Plus med 12 sæder, og bagest i kabinen er SAS go med plads til 123 passagerer.

Til gengæld er prissætningen ikke tilgængelig i forhold til rundturen til Washington D.C. Her er flyet nemlig helt udsolgt, da det er blevet indsat i stedet for en 262-sæders Airbus A330, der oprindeligt skulle have gennemført flyvningen.

Til Boston og Washington fra foråret 2022
SAS bekræftede tilbage i januar 2019, at selskabet havde valgt at lease tre A321LR fra Air Lease Corporation til idriftsættelse i 2020. Ligesom så meget andet, så kom coronapandemien på tværs, idet premieren den 18. september 2020 fra København til Boston blev aflyst, da flyet først blev leveret i december samme år.

Premiereturen til Boston blev efterfølgende udsat til den 1. september i år, men også denne måtte annulleres som følge af en pludselig nedgang i bookinger til USA, da de amerikanske myndigheder ikke på dette tidspunkt havde åbnet op for vaccinerede rejsende fra EU og Storbritannien.

Nu er det i stedet rejsende mellem København og Oslo, der har fået fornøjelsen af at tage de nye kabiner i A321LR’en i brug. 

Premiereflyet ankom i fredags fra Magnetic MRO i Tallinn, hvor det er blevet udrustet og klargjort til at kunne indgå i kommerciel drift i SAS-flåden. Det er dog først hensigten, at A321LR-flyene fra sommertrafikprogrammets start den 27. marts 2022 skal indsættes fast på ruterne fra København til Boston og Washington-Dulles.

 

Relaterede artikler:

SAS overvejer udnyttelsen af Airbus A321LR

SAS dropper A321LR-debut få dage før start

Første SAS A321-fly til langdistanceruter