Airbus A350 fra SAS i Københavns Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

SAS er tilbage med Bangkok-rute

Mandag aften sendte SAS det første fly afsted fra København mod Bangkok. I løbet af vintertrafikprogrammet bliver der 66 afgange til den thailandske hovedstad.

Sent mandag aften kunne man efter ni års fravær atter finde rutenummer SK973 på afgangstavlerne i Københavns Lufthavn. 

Bag rutenummer SK973 gemmer sig den genopstandne SAS-rute til Bangkok. Ruten har ikke været opereret siden vintertrafikprogrammet 2013/14, og nu er den vendt tilbage, foreløbigt frem til og med den 29. marts 2024. Dermed bliver der sat 66 afgange til salg i hver retning, hvilket svarer til en kapacitet på næsten 40.000 sæder.

SAS vil flyve tre gange om ugen med en 300-sæders Airbus A350-900, og tidtabellen er tilrettelagt, således at det er en natflyvning begge veje, hvilket er optimalt for en flyrejse, der varer næsten 11 timer.

“Thailand og de skandinaviske lande har en lang historie med venskab og samarbejde, og det er en sand fornøjelse at vende tilbage med en direkte rute. Bangkok-ruten vil tilbyde et perfekt indgangspunkt for det bredere Thailand og Asien og være en fantastisk mulighed for både forretnings- og ferierejsende,” siger Paul Verhagen, kommerciel direktør i SAS.

Startede i 1949
SAS har stolte traditioner i forhold til Bangkok-ruten, idet selskabet allerede i 1949 kunne tilbyde flyvninger fra København til den thailandske hovedstad. Dengang varede flyrejsen 36 timer med en firemotorers Douglas DC-4 Skymaster på en bumlerute, hvor der skulle foretages tekniske mellemlandinger i Zürich, Rom, Damaskus, Karachi og Calcutta.

Thai Airways, der flyver mellem København og Bangkok året rundt, kom først på vingerne i juni 1972 med ruten til København, og det thailandske flyselskabs rute kom dengang i stand via et tæt samarbejde med SAS, der i 1960 var fødselshjælper for det thailandske flyselskab.

Selvom de to selskaber i dag er medlem af Star Alliance, er de nu i direkte konkurrence i trafikken mellem København og Thailand. Den konkurrence ventes at blive større, når SAS som forventet forlader Star Alliance til  fordel for Sky Team.

Tre Asien-ruter i vintertrafikprogrammet
Med ruten til Bangkok vil SAS i det kommende vintertrafikprogram tilbyde tre ruter til Asien med samlet ni ugentlige afgange.

SAS flyver nemlig også tre gange om ugen til Shanghai og Tokyo-Haneda.

Før coronapandemien tilbød SAS samlet op til 26 ugentlige afgange fra København til Beijing, Hongkong, Shanghai og Tokyo.

 

Relaterede artikler:

Tidligere SAS-chef i Bangkok jubler over rutenyhed

SAS åbner rute fra København til Bangkok

Thai Airways fejrer 50 år mellem København og Bangkok