SAS indgik i efteråret en aftale med spanske Air Nostrum om at wetlease et fly til brug for de nye Tallinn-ruter. Flyet fortsætter i SAS hele sommeren og skal betjene en række andre destinationer.
SAS vil i sommertrafikprogrammet fortsætte med at benytte et wetleaset fly fra spanske Air Nostrum. Flyet af typen Bombardier CRJ900 med registreringen EC-JZV blev taget ind i SAS-flåden i midten af november måned, da SAS havde brug for ekstra kapacitet til at starte ruter op til Tallinn fra København og Stockholm efter Estonian Airs konkurs.
Sidenhen har SAS været inde i en periode med pilotmangel, ligesom et CRJ900 fly i begyndelsen af februar blev beskadiget under en motortest i Københavns Lufthavn. Dette fly (OY-KFC, red.) har ikke været i luften siden.
Derfor giver det god mening, at SAS har valgt at beholde det spanske fly i sommertrafikprogrammet, mens irske CityJet også løbende vil indfase helt nye CRJ900-fly, der skal operere på vegne af SAS.
Regionale ruter fra København og Stockholm
Trafikprogrammet frem til slutningen af oktober ligger nu fast, og Air Nostrum-flyet skal i første omgang benyttes på ruterne fra København til Amsterdam, Bergen, Gdansk, Tallinn, Vilnius samt fra Stockholm til Hamborg og Malmø. Det fremgår af en oversigt fra Airlineroute.net.
I løbet af april og maj kan det spanske fly også opleves på ruterne fra Stockholm til Billund, Helsinki, Rønneby, Tampere, Turku, Umeå og Vilnius.
I højsæsonen fra slutningen af juni til midten af august vil flyet endvidere dukke op på ruterne fra København til Biarritz, Birmingham, Bruxelles, Bucharest, Geneve, Gøteborg og München.
SAS råder i dag selv over 12 Bombardier CRJ900-fly med en gennemsnitsalder på fem og et halvt år. Herudover er der Air Nostrum-flyet, der er ni og et halvt år gammelt, mens SAS netop har modtaget det første CRJ900-fly på CityJet-wetlease (EI-FPA, red.). CityJet-flyene vil blive indrettet med 90 sæder, hvilket Air Nostrum-flyet også er. De øvrige 12 CRJ900-fly, som Cimber opererer for SAS, har plads til 88 passagerer.