Fra den 10. juni bliver det atter muligt at flyve fra København til både New York og Chicago, mens selskabet også genåbner regionale ruter til Norge og Holland.
SAS har som følge af COVID-19-pandemien ligget i dvale i flere måneder med et stærkt reduceret trafikprogram, der blot har inkluderet tre ruter fra Københavns Lufthavn.
Det bliver der ændret på i de kommende uger, for den 2. juni flyves der atter fra København til Aarhus, mens det fra den 8. juni også bliver muligt at flyve fra København til Amsterdam, Bergen og Stavanger.
Den 10. juni vil SAS atter sende langdistanceflyene på vingerne for at gennemføre kommercielle passagerflyvninger. I første omgang vil det være muligt at flyve fra København til New York-Newark og til Chicago. Der flyves i begyndelsen to gange om ugen, når USA-ruterne genåbner, men fra den 1. juli bliver der fem ugentlige afgange til New York og seks til Chicago.
Fordobler produktion i juni
Det er ikke alene Københavns Lufthavn, der får tilført mere kapacitet i løbet af juni. I Sverige vil SAS genoptage indenrigsruterne fra Stockholm-Arlanda til Malmø, Kalmar, Ängelholm og Skellefteå. Samtidig bliver de regionale ruter til Helsinki og Turku fra den svenske hovedstadslufthavn også genoptaget.
På det norske marked bliver det atter muligt at flyve til København fra den norske vestkyst, og olieruten fra Stavanger til Aberdeen kommer også tilbage i drift.
SAS oplyser, at man i løbet af juni vil fordoble flykapaciteten fra de nuværende 15 til i alt 30 fly, der skal i produktion. Det er dog stadig langt under det normale trafikniveau, da SAS samlet råder over 150 fly.
“Udover de destinationer og ruter, som nu tilføjes trafikprogrammet, planlægger SAS at tilbyde flere flyvninger og rejsemål i takt med, at de forskellige landes rejsevejledninger lempes og efterspørgslen på rejser øges i Skandinavien og globalt,” hedder det i en meddelelse fra SAS.
Relaterede artikler:
SAS genåbner indenrigsrute til Aarhus Lufthavn
Næsten 100.000 passagerer hos SAS i april
Dette bliver eneste danske SAS-rute om få dage