Parkerede SAS-fly i Oslo Lufthavn. (Foto: Robson90 | shutterstock.com)

SAS lukker tre indenrigsruter i Norge

I begyndelsen af 2024 nedlægger SAS tre indenrigsruter i Norge. To af ruterne afvikles, da selskabet har tabt en kontrakt til Norwegian, mens efterspørgslen på den sidste rute er faldende.

SAS flyver i dag på 16 indenrigsruter fra Oslo Lufthavn, men i løbet af vinteren og næste forår bliver der tre færre. Det er konsekvensen af tabet af kontrakten om rejser for norske Forsvaret samt en øget konkurrence på en af selskabets andre ruter.

Det kom for nylig frem, at Norwegian har vundet kontrakten med det norske forsvar tilbage, efter at den i snart fire år havde været hos SAS. I begyndelsen af 2024 er det derfor atter de rødnæsede fly, der skal flyve forsvarspersonale til og fra den store garnison i Bardufoss i det nordlige Norge, hvor der årligt er en efterspørgsel på 250.000 rejser.

I dag flyver SAS 17 gange om ugen mellem Oslo og Bardufoss, primært med Airbus A320neo, og disse afgange overtages den 1. februar 2024 af Norwegian.

Herudover lukker SAS også mellem Oslo og Lakselv, og denne rute er også er en del af den nuværende forsvarskontrakt. Ruten åbnede SAS den 17.  april 2020 under coronapandemien, da forsvarskontrakten var vundet, og ruten stopper derfor igen den 1. april 2024. I dag betjener SAS Banak-lufthavnen i Lakselv to gange om ugen fra Oslo.

Lukker svækket rute til Molde
Samtidig med, at SAS lukker ned til Bardufoss og Lakselv, er det også blevet besluttet at afvikle ruten til Molde i det vestlige Norge. Det skriver NRK og henviser til Romsdal Budstikke.

Rutes lukkes den 1. februar 2024, bekræfter Tonje Bjerve Sund, pressechef i SAS.

“Beslutningen er taget efter en helhedsvurdering af en rute, som gennem et stykke tid har været svag, og som er blevet yderligere svækket efter pandemien,” hedder det fra pressechefen.

I dag flyver SAS to gange dagligt mellem Oslo og Molde med en kombination af Airbus A320neo og Airbus A319. Selskabet er dog i skarp konkurrence med Norwegian, der tilbyder op til tre daglige rundture på ruten.

Efter lukningen af de tre ruter vil SAS stadig tilbyde 13 indenrigsruter fra Oslo Lufthavn. Der flyves således til Aalesund, Alta, Bergen, Bodø, Harstad-Narvik, Haugesund, Kirkenes, Kristiansand, Kristiansund, Longyearbyen (Svalbard), Stavanger, Tromsø og Trondheim.

 

Relaterede artikler:

Analytiker: Alternativet til SAS i Norge er styrket

Norwegian vinder stor kontrakt fra SAS

SAS åbner ny rute under coronakrisen