SAS og Norwegian får lov at samarbejde

Den norske regering indfører midlertidige undtagelser for konkurrenceloven og åbner dermed for rutesamarbejde mellem SAS og Norwegian.

Konkurrencelovgivninger sætter normalt klare begrænsninger for, i hvor høj grad konkurrenter kan samarbejde.

Sådan er det også i Norge, men i lyset af udviklingen omkring coronavirus har den norske regering nu indført undtagelser for konkurrencelovgivningens bestemmelser på transportområdet, og dermed får flyselskaber som SAS og Norwegian mulighed for at samarbejde om ruter.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Norges handels- og industriminister Iselin Nybø.

Skal sikre transport af varer og personer
”Vi gør nu det, der skal til for at sikre, at befolkningen har adgang til de nødvendige varer og tjenester, de har brug for. Transportbranchen er blandt dem, der leverer socialt kritiske tjenester, og derfor vil de blive undtaget fra konkurrenceloven i de næste tre måneder,” siger Iselin Nybø i pressemeddelelsen, som den norske regering udsendte onsdag.

”Vi gør dette for at sikre transport i luften, til lands og til søs på den bedst mulige forsvarlige måde under epidemien,” siger ministeren.

Den norske konkurrencelov gør det muligt at indføre undtagelser fra reglerne om konkurrenters samarbejde, hvis det kan have indflydelse på socialt kritiske funktioner.

”Normalt kan SAS og Norwegian ikke samarbejde om, hvem der skal flyve hvorhen, men i denne helt specielle situation er der et behov for at se bort fra det for at sikre, at vi får varer og folk derhen, hvor de skal,” siger Iselin Nybø.

Gælder i tre måneder
Undtagelsen fra reglerne kommer til at gælde i tre måneder og træder i kraft med det samme.

Konkurrencemyndighederne skal underrettes, hvis flyselskaberne vælger at benytte sig af de lempede regler. Undtagelsen må ikke gå længere end hvad, der er nødvendigt, og skal så vidt muligt sikre effektiv ressourceudnyttelse og hensyntagen til forbrugernes interesser, understreges det i pressemeddelelsen.

Både SAS og Norwegian har indstillet hovedparten af deres ruter både indenrigs i Norge og til og fra landet, men begge selskaber opretholder dog en række ruter. Både SAS og Norwegian har besluttet at hjemsende omkring 90 procent af deres medarbejdere.

 

Relaterede artikler:

SAS får hjælp fra Danmark og Sverige

Norwegian sender 7.300 ansatte hjem

SAS sender 10.000 ansatte hjem