Singapore får første A350

Singapore Airlines har modtaget sin første Airbus A350. Flytypen indsættes på Europa-rute til maj og kan være på vej mod København.

Ved en ceremoni hos Airbus i Toulouse modtog Singapore Airlines onsdag den første af de i alt 74 Airbus A350-fly, som selskabet har bestilt. Og flyselskabet har store forventninger til den nye flytype:

“A350-flyet vil være en game-changer for os, da det giver mulighed for flere non-stop langdistanceflyvninger, som vil hjælpe os med at øge vores rutenetværk, konkurrenceevne og videreudvikle Singapore som hub,” siger Goh Choon Phong, direktør for Singapore Airlines.

Det første fly indsættes i næste uge på ruten mellem Singapore og Kuala Lumpur, hvor Singapore Airlines’ piloter og kabinepersonale skal lære det nye fly at kende. Fra 9. maj indsættes flyet på ruten mellem Singapore og Amsterdam Schiphol. Herefter følger Jakarta i Indonesien og Düsseldorf i Tyskland som Singapore Airlines’ næste A350-destinationer i takt med at selskabet modtager flere fly. Flyet indsættes på Düsseldorf-ruten den 21. juli.

Ideel til CPH-rute
Københavns Lufthavn kan meget vel gå hen og blive en af de næste destinationer, som Singapore Airlines kommer til at bruge Airbus A350’eren til at flyve til og fra. Det er i hvert fald håbet hos Singapore Airlines nordiske chef. I september sidste år udtrykte han et stort håb om at CPH blev blandt de første A350-destinationer.

“Det fly vil være ideelt for Københavns-ruten, da den har flere business class-sæder end de Boeing 777-200 fly, som vi anvender i dag. Vi har altid sagt til hovedkontoret, at vi har brug for flere business class-sæder,“ forklarede Tim Lee dengang til CHECK-IN.dk.

Singapore Airlines har bestilt 67 Airbus A350-900. Syv af dem i en særlig A350-900ULR ultralangdistance-version, som skal bruges til at genåbne verdens to længste ruter fra Singapore til Los Angeles og New York.

Kategorier

Annoncer

.
.