Slut med Amsterdam for Cimber Sterling

Blot 12 måneder efter etablering på ruten fra København til Amsterdam har Cimber Sterling med kort varsel valgt at ophøre beflyvningen af ruten. Sidste afgang bliver den 29. oktober, hvorefter SAS skal overtage alle bookede passagerer.

For blot et år siden etablerede Cimber Sterling sig på deto store forretningsruter fra Københavns Lufthavn til henholdsvis Zürich og Amsterdam.

Men denne satsning har ikke været nogen succes for det danskbaserede luftfartsselskab. Zürich-ruten måtte lade livet i begyndelsen af maj måned i år, hvor Cimber Sterling besluttede at ophøre beflvyningen med øjeblikkelig virkning på grund af svigtende lønsomhed.

Nu er det Amsterdam-ruten, der lider samme skæbne.I en meddelelse til rejsebureauerne dateret den 21. oktober oplyser Cimber Sterling, at ruten fra København til Amsterdam ophører den 29. oktober.

Cimber Sterling har indgået en såkaldt “reprotection-agreement“ med SAS, således at allerede bookede passagerer frit kan ombookes til SAS-afgange. Alternativt kan passagererne vælge at få billetten refunderet.

Stor forretningsrute fra København

Frem til rutens ophør har Cimber Sterling opereret 13 gange ugentligt på ruten, primært med fly af typen CRJ200 med plads til 50 passagerer og ATR72 med 66 passagerer. Da ruten blev lanceret var det et mix af Boeing 737-kapacitet og ATR72.

Tilbage på ruten fra København til Amsterdam er nu KLM med seks daglige afgange, SAS med fem daglige afgange og det norske lavprisflyselskab Norwegian med en daglig aftenafgang. Ruten fra København til Amsterdam er den sjettestørste fra Københavns Lufthavn med samlet 710.000 passagerer i 2010.

Hos hollandske KLM er ruten fra København primært en transfer-rute, idet op imod65 procent af samtlige passagerer rejser videre fra Amsterdam-Schipol Airport. SAS har godt fat i point-to-point forretningsrejsende, mens Norwegian satser på markedet for fritidsrejsende til Amsterdam.

Cimber Sterlings mislykkede satsning på ruterne til Zürich og Amsterdam viser, at antallet af daglige frekvenser i kombination med den rette flytypeer afgørende for succes, hvis man vil have fat i forretningsrejsemarkedet.