SUN-AIR og Cimber Sterling i luftkrig om Oslo-ruter

SUN-AIR går til modangreb på Cimber Sterling for at fastholde trafikken på selskabets ruter fra Jylland til Oslo.

Torsdag den 3. september åbner Cimber Sterling en ny rute mellem Aalborg og Oslo. Ruten er ny for Cimber Sterling, men ikke for Aalborg Lufthavn, hvorfra SUN-AIR har betjent ruten hidtil.

Men SUN-AIR har ikke i sinde at sidde angrebet fra Cimber Sterling overhørigt. Såledesudvider selskabet den 2. september – dagen før – en udvidelse af ruterne mellem Aalborg og Oslo og Aarhus og Oslo. På de to ruter flyver SUN-AIR idag hver 11 ugentlige returflyvninger, men med udvidelsen kommer selskabet op på 30 ugentlige returflyvninger. Frekvensen øges på onsdage, torsdage, fredage og søndage fra begge jyske lufthavne.

SUN-AIR D328

SUN-AIR øger med Dornier 328 fra Jylland til Oslo

“Vi har serviceret passagerer mellem Jylland og Oslo i 18 år. SUN-AIR er den største operatør til Oslo fra Jylland, og den position vil vi gerne fastholde,“ siger underdirektør Kristian Tvergaard fra SUN-AIR.

SUN-AIR anvender et Dornier 328 turbopropfly på sine kommende 30 ugentlige flyvninger fra Jylland til Oslo, hvilket svarer til en udbudt sædekapacitet på 960 pr. uge i hver retning. Cimber Sterling vil operere fra Aalborg til Oslo med et ATR72 turbopropfly med plads til 68 passagerer og vil derfor kunne udbyde 408 sæder om ugen i hver retning.

I forvejen flyver Cimber Sterling 16 gange ugentligt mellem Billundog Oslo. En rute som SUN-AIR indstillede den 19. maj sidste år efter hård konkurrence fra det tidligere Sterling Airlines.