Boeing 737-800 fra SunExpress. (Foto: Rschider | CC 2.0)

SunExpress vender tilbage til Danmark

Det tyrkisk-tyske flyselskab SunExpress flyver atter fra København til Antalya, Izmir og Konya, og fra efteråret genåbnes ruterne fra Billund og Aalborg.

Flyselskaberne vender i disse uger i stort omfang tilbage de ruter, der oprindeligt var planlagt før COVID-19-pandemien mere eller mindre tømte luftrummet over Europa.

Et af de mange selskaber, der atter gør sit indtog i Skandinavien – og herunder Danmark – er lavprisflyselskabet SunExpress, der er ejet af Turkish Airlines og Lufthansa i fællesskab.

Den 17. juni startede selskabet op med første afgang fra København til Konya, og resten af sommeren flyves der en gang ugentligt på denne rute. Lørdag den 20. juni starter ruten fra København til Izmir op med to ugentlige afgange, og fra den 27. juni vil det være muligt to gange om ugen at flyve fra København til Antalya.

De jyske ruter til Antalya får dog en senere opstart, oplyser salgschef Julie Damgaard, der gennem Aviareps repræsenterer SunExpress i Skandinavien. Fra Billund Lufthavn startes der op den 2. september med to ugentlige afgange, mens Aalborg Lufthavn vil sende første fly afsted til Antalya den 6. september og derefter en gang om ugen resten af sommertrafikprogrammet til udgangen af oktober. 

Tilbage i Norge, Sverige og Finland
Det er ikke kun de danske lufthavne, der kan se frem til at se SunExpress-flyene igen. Selskabet genstarter også ruterne til de øvrige destinationer i Norden.

I løbet af juni og juli flyves der en gang om ugen til Oslo Lufthavn fra både Izmir og Konya, mens SunExpress vender tilbage til Helsinki med en ugentlig afgang fra Izmir. Det svenske marked bliver begunstiget med en ugentlige afgang til Stockholm fra Antalya og Konya.

SunExpress oplyser, at der er sat fokus på at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at give passagerer og besætning en sundhedsmæssig og sikker flyeoplevelse. Derfor skal alle passagerer bære ansigtsmasker og mundbind ombord, og det er ikke tilladt at tage bagage med i kabinen, med mindre der er tale om bærbare computere, tasker, dokumentmapper eller babyartikler.

Endelig gør flyselskabet opmærksom på, at som følge af rejsebegrænsninger i de europæiske lande, vil disse flyvninger kun være tilgængelige for EU-borgere og tyrkiske statsborgere, der har opholdstilladelse, arbejdstilladelse eller type D-pas til familiegenforening, hvis de rejser i Europa.

 

Relaterede artikler:

Flere Tyrkiet-afgange fra København

Tyrkisk-tysk flyselskab til Jylland

SunExpress med tredje rute fra København