Fly fra Norwegian og Widerøe. (Foto: Norwegian | PR)

Svag passagervækst hos Norwegian

Norwegian øgede i februar passagertallet med blot 0,8 procent, mens Widerøe bidrog til, at koncernen som helhed løftede sig 2,7 procent. Belægningen faldt hos Norwegian.

Februar 2024 var ikke en af de bedste måneder for Norwegian, selvom sammenligningen med februar året før forstyrres af, at der sidste år var 29 dage i måneden.

Samlet transporterede Norwegian og Widerøe 1.582.547 passagerer i februar, og det var 2,7 procent flere end i februar 2024. 

Der var omkring 41.000 flere passagerer, der rejste med de to selskaber, og det var Widerøes grønne fly, der stod for 75 procent af passagerstigningen, hvor Norwegian derimod havde en mere begrænset vækst.

Norwegian lykkedes kun med en vækst på 0,8 procent til 1.294.243 rejsende, mens Widerøe med en passagervækst på 11,8 procent fortsatte den tocifrede vækst fra året før.

Stigende punktlighed hos begge selskaber
Sædekapaciteten hos Norwegian blev i februar øget med 12 procent, men det lykkedes ikke at sælge hele de udvidede kapacitet, hvormed belægningen faldt med 1,2 procentpoint til 84,8, hvilket dog stadig er relativt højt.

Derimod fortsatte Widerøe med at øge belægningen, der landede på 70,1 procent, hvilket var en fremgang på 2,9 procentpoint.

“Vi er glade for at kunne fastholde en stærk belægning på næsten 85 procent, samtidig med at vi øger kapaciteten i forhold til sidste år. Derudover er vi glade for at se, at både Norwegian og Widerøe har forbedret punktlighed, som er afgørende for vores kunder,« siger Geir Karlsen, koncernchef i Norwegian.

Punktlighed hos Norwegian blev således øget med 3,7 procentpoint til 84,7 procent, mens Widerøe løftede punktlighed til 82,6 procent fra 77,8 procent i samme periode året før.

Øget efterspørgsel hos Widerøe
Hos Widerøe er der glæde over, at belægningen er stigende, hvilket Christian Skaug, kommerciel direktør, giver udtryk for.

”Det er meget glædeligt at se, at det er lykkedes os at fylde flyene bedre. Det afspejler den øgede efterspørgsel, vi oplever, både blandt norske og også internationale rejsende. Vi er godt rustet til forårs- og påsketrafikken, og ser frem til at tilbyde gode rejseoplevelser til vores passagerer. “

 

Relaterede artikler:

Tocifret passagervækst i Norwegian-koncernen

Norwegian-koncernen: 26,4 millioner passagerer

2025 bliver et konsolideringsår for Norwegian