Stockholm Arlanda Airport. (Foto: Kalle Sanner | Swedavia)

Swedavia: Robust efterspørgsel i oktober

Selvom de 10 svenske Swedavia-lufthavne fortsat jagter 2019-niveauet, blev trafiktallet i oktober øget i forhold til for et år siden. Det er særligt et fortsat fald i indenrigstrafikken, der udfordrer.

Trods Swedavia tidligere på året forudsagde, at genopretningen i de 10 svenske lufthavne, som selskabet ejer og driver, ville miste pusten i løbet af efteråret, ser det dog ikke ud til, at luften er gået helt af ballonen.

I oktober gik 2,9 millioner rejsende gennem terminalerne i lufthavnene, fortæller Swedavia. Det svarer til 82,8 procent af 2019-niveauet, da selskabet betjente 3,5 millioner rejsende i den tiende måned for fire år siden.

Tallet repræsenterer samtidig en stigning på 7,4 procent i forhold til 2022, hvor det i oktober var 2,7 millioner passagerer. Denne udvikling er særligt drevet af udenrigstrafikken, som er steget med 10,5 procent fra 1,9 millioner sidste år til 2,1 millioner rejsende i år.

Indenrigstrafikken i de 10 lufthavne har dog udviklet sig marginalt. I oktober for et år siden rejste 767.633 passagerer fra en destination i Sverige til en anden, mens tallet i den netop forgangne måned var 770.682.

Falder 28,5 procent
Swedavia oplyser, at det særligt er udenrigstrafikken i Stockholm-Arlanda, som er en drivkraft i genopretningen af trafiktallene.

Samlet set betjente hovedstadslufthavnen 1,9 millioner i oktober, hvilket er et fald på 13,6 procent sammenlignet med samme måned i 2019. Dengang var tallet 2,2 millioner rejsende. Det er desuden 5,5 procent flere end sidste år, da lufthavnen betjente 1,8 millioner i samme måned i 2022.

Ud af det samlede trafiktal for oktober i år var de 1,6 millioner passagerer, som rejste til eller fra en destination i udlandet. Det svarer til 94 procent af 2019-niveauet, da 1,7 millioner rejste udenrigs i den sidste oktober, inden COVID-19-pandemien ramte luftfarten.

Antallet af indenrigspassagerer i storlufthavnen er faldet med godt 28,5 procent, da der i oktober for fire år siden var 461.000 rejsende, mens tallet i år var 329.855. Det kan blandet andet skyldes flyskam, som ansporer nogle svenske rejsende til at fravælge flyvninger.

Stadig langt fra 2019-niveauet
Ifølge Swedavia oplever man efterspørgslen som værende robust. Jonas Abrahamsson, der er koncernchef i selskabet, hæfter sig ved, at selvom der er udfordringer i eksempelvis den økonomiske situation, har man en fornemmelse af, at flere forskellige segmenter til stadighed nærer et ønske om at rejse.

“Vi oplever, at både fritids- og forretningsrejsende fortsat prioriterer at rejse, så man kan mødes ansigt til ansigt, ligesom udenrigsrejser – særligt til Europa fra Stockholm-Arlanda – driver udviklingen fremad, men overordnet set går det langsommere med genopretningen i indenrigsrejserne.”

”En række af vores mindre lufthavne har haft en stærk genopretning og er så godt som tilbage på 2019-niveauet, men samlet set er indenrigstrafikken i vores lufthavn stadigvæk på omkring 70 procent af 2019-niveauet.”


Relaterede artikler:

Svenske lufthavne har tabt pusten

Stigning i internationale rejser driver vækst i Arlanda

Bedste måned i svenske lufthavne siden pandemien