Tal fra Emirates og Singapore Airlines viser krise i luften

Luftfartsbranchen er under pres. To af de mest veldrevne luftfartsselskaber, Emirates og Singapore Airlines, har netop offentliggjort tal, der viser et styrtdyk i indtjeningen. Skurkene i regnskaberne er den globale økonomiske krise og høje brændstofpriser.

Luftfartsbranchen er under pres. Faldende billetpriser, høje brændstofomkostninger, naturkatastrofer og en global økonomisk krise viser sig efterhånden på bundlinjen hos alle luftfartsselskaber.

Nedjusteringer, underskud og faldende vækstrater ses i hovedparten af de seneste kvartalsrapporter og årsregnskaber, og nu er to af branchens hjørnestene også ramt.

Det er Emirates og Singapore Airlines, der normalt regnes blandt nogle af branchens mest veldrevne, der nu melder sig i rækken af luftfartsselskaber, hvor den økonomiske krise viser sin effekt.

Emirates har været en næsten ubetinget solstrålehistorie med rekordhøj vækst, en enorm ordrebog og overskud ikke færre end 23 år i træk, men end ikke det ekspansive mellemøstlige luftfartsselskab er usårlig.

Styrtdyk i overskud

Regnskabet hos Emirates for første halvår af 2011 viste således et fald i overskuddet på ikke mindre end 76 % til$225 millioner. Hovedårsagen var højere brændstofpriser, der kostede Emirates en ekstra regning på over $1 milliard i perioden.

I forrige uge offentliggjorde Singapore Airlines, at halvårsregnskabet frem til udgangen af september viste et fald i overskuddet på 62 % til knap $182 millioner eller omkring 984 millioner danske kroner.

Samtidig advarede selskabet om, at indtjeningen ville blive presset af de høje brændstofomkostninger og en meget svag global økonomisk vækst.

Den styrtdykkende indtjening hos Emirates og Singapore Airlines understreger, at luftfartsbranchen er under pres. Skurkene i regnskaberne er den globale økonomiske krise og høje brændstofpriser. Gældskrisen i USA og Europa får dermed direkte indflydelse på blandt andet forbrugertilliden, rejselysten og fragtaktiviteterne.

International Air Transport Association (IATA) ser kombinationen af netop de høje brændstofomkostninger og lav økonomisk vækst som et udpræget faresignal, der kan sende luftfartsselskaberne som helhedud i direkte underskud ligesom i 2009, hvor branchen sammenlagt tabte $4,6 milliarder.