DHC-6-300 Twin Otter fra Tara Air (Foto: Steve Miller | CC 2.0)

Tara Airs tredje alvorlige havari siden 2010

I både 2010 og 2016 mistede henholdsvis 22 og 23 mennesker livet ved ulykker med Twin Otters fra Tara Air. Søndag er endnu et fly med 22 ombordværende forulykket.

Nepal er blevet ramt af endnu en flyulykke, der denne gang involverer Tara Air.

En DHC-6-300 Twin Otter med registreringen 9N-AET forlod søndag morgen kl. 09.55 lokal tid (cirka kl. 06.10 dansk tid) lufthavnen i Pokhara med kurs mod Jomsom. Sidste kontakt med flyet var kl. 10.07, hvorefter det forsvandt fra radaren. Det meddeler Tara Air på sin hjemmeside.

Flyet befandt sig i 13.000 fods højde (3.962 meter) omkring 30 kilometer syd for Jomsom, da det forsvandt fra radaren og radiokommunikationen blev tabt. 

Ombord på flyet var 19 passagerer og tre besætningsmedlemmer, og af passagererne var 13 nepalesere, fire var fra Indien og to fra Tyskland.

Flyet er lokaliseret
Der er sendt redningshelikoptere på vingerne fra Kathmandu, Pokahara og Jomsom for at lokalisere flyet i det bjergrige terræn, men lavt skydække og regn har vanskeliggjort eftersøgningen.

Ifølge de civile luftfartsmyndigheder i Nepal har man lokaliseret flyet i nærheden af Khaibang i Mustang-distriktet, hvor eftersøgningen vil blive genoptaget mandag morgen lokal tid. Det skriver The Kathmandu Post.

Den indiske nyhedskanal Republic TV bekræfter i en nyhedsudsendelse, at flyet er blevet fundet ved landsbyen Kowang, men disse informationer er ikke endeligt blevet bekræftet af myndighederne.

Et redningshold er også ad landjorden undervejs til det mulige ulykkessted, og det er estimeret til at tage omkring 12 timer, da terrænet er meget bjergrigt og svært fremkommelig. Mandag morgen er redningsfolkene kommet til stedet, og ved dagens afslutning var der bjærget 21 af de 22 omkomne.

Mange dødsulykker
Ulykkesflyet havde første flyvning den 21. april 1979 og er således mere end 43 år gammelt.

Generelt har luftfarten i Nepal været ramt af mange dødsulykker gennem de senere år. Ældre fly, manglende vedligeholdelse, mangelfuld træning og vanskelige vejrforhold er en kombination, der i december 2013 fik EU til at forbyde samtlige fly fra nepalesiske flyselskaber i europæisk luftrum.

Tara Air, der har eksisteret siden 2009 har da også en ret kedelig ulykkesstatstik. 

Den 15. december 2010 mistede 19 passagerer og tre besætningsmedlemmer livet, da en DHC-6-300 Twin Otter forulykkede kort efter starten fra Lamidanda til Kathmandu.

Endnu en dødsulykke overgik selskabet den 24. februar 2016, da en DHC-6-400 Twin Otter forulykkede i et bjergrigt terræn på en flyvning fra Pokhara og Jomsom, som det også var tilfældet med søndagens hændelse. Dengang blev 20 passagerer – heraf to spædbørn – samt tre besætningsmedlemmer dræbt ved ulykken.

 

Relaterede artikler:

Passagerer skubbede fly væk fra landingsbanen

Flyulykke i Nepal med ex-SAS fly

Endnu et flystyrt i Nepal