Terminal 3 i Københavns Lufthavn. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Travleste dage nogensinde i Københavns Lufthavn

To dage i træk har Københavns Lufthavn slået sin fem år gamle passagerrekord. Et øget udvalg af ruter har tiltrukket ferierejsende, fortæller luftfartsanalytiker.

Søndag og mandag har Københavns Lufthavn registreret de to travleste døgn til dato målt på antallet af passagerer. Det skriver TV2 Kosmopol.

Søndag den 21. juli lød passagertallet på 111.000, mens det mandag lød på hele 113.000 passagerer. Dermed var mandag også den travleste dag i lufthavnens 99 år lange historie.

Sidste passagerrekord er fra den 28. juni 2019, hvor 109.000 passagerer gæstede lufthavnen. Til mediet oplyser Københavns Lufthavn, at rekorden i 2019 blev slået, selvom der mandag var ni procent færre fly i på vingerne end rekorden i 2019.

Europæernes rejselyst er steget
Til Ritzau oplyser Jacob Pedersen, som er luftfartsanalytiker hos Sydbank, at de aktuelle rekorder skal ses i lyset af en forøget rejselyst blandt europæere.

”Det er ferietrafik. Det er et spørgsmål om, hvad der er af spændende ruter. Der er flere i år, end der har været tidligere, og det gør, at danskerne rejser mere, end de har gjort før,” siger han.

Jacob Pedersen oplyser, at SAS og Norwegian har øget aktiviteten markant sammenlignet med sidste år. Han forventer, at passagertallet vil blive ved med at stige i de kommende år i sommerperioderne. Uden for sommersæsonen er billedet dog ikke helt det samme.

Luftfartsanalytikeren nævner, at mange europæere oplever, at deres boliglån er steget, hvilket betyder, at den høje rejselyst, som har hersket siden coronapandemien, er svækket.

Vækst i passagertallet i juni
At det her i sommerperioden går godt for Københavns Lufthavn, bliver også bekræftet af passagertallene for juni. I denne måned gik der nemlig 2.836.000 passagerer gennem lufthavnens terminaler, og det var en vækst på godt 12 procent i forhold til samme måned året før.

Dermed fortsætter CPH den vækstkurs, der blev afstukket fra årets start, og år til dato er det da også lykkedes at øge passagertallet med 1.430.000 flere rejsende til i alt 13.788.000, og det repræsenterer en stigning på 11,6 procent.

Københavns Lufthavn tilbyder hen over sommeren op til 293 ruter til 163 forskellige destinationer heraf 29 langdistanceruter, og man hæfter sig særligt ved, at der indtil videre er åbnet 34 nye ruter i år, mens flere flyselskaber også har indsat øget kapacitet på allerede eksisterende ruter.

 

Relaterede artikler:

Tocifret vækst fortsætter i Københavns Lufthavn

CPH forventer 113.000 passagerer på en enkelt dag

Sommeren i CPH: Flere passagerer end forventet