Passagerer i Københavns Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Sommeren i CPH: Flere passagerer end forventet

Der var næsten en halv million flere rejsende i Københavns Lufthavn henover sommeren, end man forventede i starten af juni. Væksten fortsætter ind i efteråret med flere dage med 95.000 passagerer.

I begyndelsen af juni forudsagde ledelsen i Københavns Lufthavn, at omkring 7,5 millioner passagerer ville rejse gennem den danske hovedstadslufthavn i de tre sommermåneder juni, juli og august.

Det kom faktisk til at gå noget bedre, idet næsten otte millioner passagerer havde valgt at rejse til, fra eller via Københavns Lufthavn. Det viser de netop offentliggjorte trafiktal fra august, hvor 2.686.972 passagerer benyttede CPH og samlet 7.956.386 i hele sommerperioden.

”Vi oplever en fortsat stigende rejselyst og i de tre sommermåneder er antallet af passagerer steget med hele 14 procent sammenlignet med sidste år. Sommeren er altid den mest travle tid på året, men det har været tydeligt denne sommer, at mange gerne ville benytte ferien til en tur mod sydens sol og varme,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Der er dog stadig et stykke vej til 2019-niveauet. Rutetrafikken landede i august på indeks 88 med lidt flere end 2,4 millioner passagerer, mens godt 150.000 charterpassagerer repræsenterede indeks 85 i dette segment i forhold til 2019.

Flere travle efterårsdage
Ikke uventet var Spanien i løbet af sommeren det mest populære rejsemål fra CPH. Med næsten 700.000 rejsende til og fra de spanske destinationer rakte det til en klar førsteplads, og det var Málaga, Palma de Mallorca og Barcelona, der var blandt favoritterne.

Efter Spanien fulgte Frankrig, Italien, Grækenland og Tyrkiet, og væksten til Frankrig var på hele 44 procent i forhold til sommeren sidste år. Samlet var der 455.000 passagerer, der rejste til og fra Frankrig i de tre sommermåneder.

Grækenland hittede traditionen tro hos de charterrejsende, hvor Kreta kom ind på en førsteplads med 90.000 passagerer, mens Rhodos og Cypern fulgte lige i hælene.

Sommerens store rejselyst ser ud til at forsætte ind i efteråret, og derfor forventes passagervæksten at forsætte, så man rammer omkring 26 millioner passagerer for hele året.

“Allerede nu kan vi se, at der i efteråret vil være store rejsedage, som typisk falder fredag og søndag, hvor vi kommer op over 95.000 passagerer,” lyder det fra Peter Krogsgaard.

 

Relaterede artikler:

CPH ramte milepæl i travl juli

CPH: Juni var den travleste måned i tre år

Denne dag bliver årets travleste i CPH