Norse Atlantic Airways vil også i 2025 flyve mellem Oslo og Los Angeles og åbner også en rute til den amerikanske storby fra en anden europæisk destination.
Siden lanceringen af ruten fra Oslo til Los Angeles den 9. august 2022 har Norse Atlantic Airways løbende testet markedet for at finde ud af, hvordan tidtabellen skulle sammensættes, hvad angår periode og frekvenser.
Den første sæson i 2022 var relativt kort, da opstarten skete i slutningen af højsæsonen. Der blev dengang fløjet tre gange om ugen, og året efter blev sæsonen udvidet til at starte den 28. marts og frem til den 17. oktober – også med tre ugentlige frekvenser.
Sådan er det ikke gået i år for det kriseramte norske flyselskab. Sæsonen startede først den 17. maj og sluttede allerede den 6. september, og samtidig var der kun to ugentlige frekvenser.
Tredje sommersæson i træk fra Oslo
Nu har Norse imidlertid besluttet at tage endnu en sæson til Los Angeles fra den norske hovedstadslufthavn. I 2025 vil man flyve op til tre gange om ugen fra 22. maj til 29. september 2025.
“Vi er meget glade for også i 2025 at kunne tilbyde direkte flyvninger mellem Oslo og Los Angeles. Den store efterspørgsel vi har set fra vore passagerer, bekræfter behovet for rimelige og direkte rejsealternativer mellem disse to vigtige destinationer,” siger Bjørn Tore Larsen, koncernchef og grundlægger af Norse Atlantic Airways.
Der flyves med selskabets Boeing 787-9 Dreamlinere.
Fra Nordeuropa flyver SAS og Finnair også til Los Angeles. SAS tilbyder daglige flyvninger fra København med Airbus A350-900, og Finnair benytter samme flytype mellem Helsinki og Los Angeles, der næste sommer betjenes tre gange ugentligt.
Fra Rom til Los Angeles i 2025
Til Los Angeles flyver Norse i forvejen fra både London-Gatwick og Paris-CDG, og fra næste år vil selskabet også gøre forsøget med en rute fra Rom-Fiumicino.
Denne rute starter op den 22. maj 2025 og vil blive betjent tre gange om ugen. Her forventer Norses koncernchef, at passagererne vil være italienere, der ønsker at mærke “den kulturelle energi” i L.A., der er USA’s næststørste by efter New York, mens amerikanske rejsende efter sigende skulle ønske at opleve Roms historie.
Norse har også tidligere forsøgt sig med en rute fra Berlin til Los Angeles, men den fik forholdsvis begrænset levetid, da den kun var aktiv fra 19. august til 16. oktober 2022 på i alt 26 rundture fra den tyske hovedstadslufthavn.
Relaterede artikler:
Norse annoncerer tredje USA-rute fra Berlin