Airbus A320neo fra Pegasus Airlines. (Foto: Lukas Wunderlich | Shutterstock)

Tyrkisk lavprisflyselskab lander i Aarhus Airport

Pegasus Airlines etablerer sin tredje rute fra Vestdanmark, når det tyrkiske lavprisflyselskab i begyndelsen af maj vil flyve fra Aarhus Airport til Antalya.

Selvom det har været lidt trægt med nye ruter til Aarhus Airport direkte afledt af sidste års Routes Europe, der blev afviklet i Aarhus, lovede lufthavnens bestyrelsesformand i sidste uge i et interview med Check-in.dk, at der ville komme nye ruter til den østjyske lufthavn i 2025.

Bestyrelsesformanden har holdt ord, idet Aarhus Airport mandag kan præsentere en ny rute til Antalya med det tyrkiske lavprisflyselskab Pegasus Airlines.

Lotta Sandsgaard, der er Aarhus Airports administrerende direktør, glæder sig da også over at få et nyt flyselskab til lufthavnen.

“Det er en stor fornøjelse at præsentere et nyt flyselskab i Aarhus Airport. Det nye samarbejde kommer i slipstrømmen af ruteudviklingskonferencen, Routes, i Aarhus sidste forår, hvor vi knyttede tættere bånd med Pegasus Airlines og andre flyselskaber. Den direkte rute mellem Antalya og Aarhus er længe efterspurgt af touroperatører, feriegæster og folk med tyrkiske rødder, som allerede kender Pegasus Airlines for deres høje service og lave priser.”

Samarbejde med rejsearrangører
Ifølge lufthavnsdirektøren er det jyske rejsende, der i dag benytter lufthavnene i København eller Hamborg, som Aarhus Airport vil tiltrække. Hvorvidt det bliver muligt, er udfordret af, at Pegasus Airlines i forvejen tilbyder to ugentlige afgange til Antalya fra Aalborg Lufthavn, mens selskabet flyver tre gange om ugen fra Billund Lufthavn.

Der flyves første gang den 9. maj, og derefter hver mandag og fredag kl. 14.05 med ankomst i Antalya Airport kl. 18.50 lokal tid. Flyet har base i Antalya og udgår derfor fra den tyrkiske lufthavn kl. 10.20 og vil ankomme kl. 13.15 i den østjyske lufthavn.

“Pegasus Airlines er et fremragende flyselskab med topmoderne fly, som vi glæder os til at byde velkommen i Aarhus Airport. Data viser, at der er et stort uforløst potentiale for at øge tilgængeligheden til Tyrkiets hotspots for befolkningen i Østjylland,” lyder det fra Lotta Sandsgaard, der håber på et langsigtet partnerskab med flyselskabet.

Ruten er kommet i stand i et samarbejde med rejsearrangørerne, Sunweb og Mixx Travel, der på forhånd har købt et antal af sæderne på flyet, der formentlig vil være en Airbus A320-200 med plads til 180 passagerer.

 

Relaterede artikler:

Aarhus Airport: Passagerafgift får konsekvenser

Lavprisflyselskab bestiller op til 200 Boeing 737-10

Pegasus: Vi havde den mest profitable drift i verden