Boeing 737 MAX fra Icelandair. (Foto: Icelandair | PR)

Underskud hos Icelandair trods flot turnaround

De tre sidste måneder i 2022 blev det bedste fjerde kvartal, som Icelandair har haft siden 2015, men hverken dét eller et driftsoverskud kunne dog sikre et plus på bundlinjen i årsresultatet.

Icelandair har netop offentliggjort resultaterne for det regnskabsår, som flyselskabet afsluttede den 31. december sidste år. De viser, at selvom det gik fremad med genopretningen, kastede COVID-19-pandemien fortsat skygger over det forgange år.

Det islandske flyselskab opnåede et driftsoverskud, der beløb sig til 18,8 millioner dollars (128 millioner kroner) ud af en samlet omsætning på 1,26 milliarder dollars, hvilket svarer til 8,6 milliarder kroner.

Til trods for dette endte Icelandairs bundlinjeresultat dog fortsat med et minus, da flyselskabet på denne post måtte notere sig for et samlet tab på 5,8 millioner dollars (39,5 millioner kroner), som blandt andet skyldtes de højere brændstofpriser, der udgjorde en tredjedel af selskabets driftsomkostninger sidste år.

Det bedste siden 2015
Resultatet er en klar forbedring i forhold til 2021, der i høj grad var præget af COVID-19-pandemien. Her opnåede flyselskabet en samlet omsætning på 585 millioner dollars (4 milliarder kroner), men endte med et samlet tab på 105 millioner dollars (715 millioner kroner).

En del af æren for forbedringen tilskriver Icelandair de sidste tre måneder af året, der blev flyselskabets bedste fjerde kvartal siden 2015. Selskabet fik en kvartalsomsætning på 290,7 millioner dollars (2 milliarder kroner) og et tab på bundlinjen på 16,7 millioner dollars (113,7 millioner kroner).

I løbet af kvartalet var antallet af udbudte passagersædekilometer på 95 procent af 2019-niveauet, og selskabet opnåede en samlet belægningsgrad på 75,9 procent på de i alt 3.427 flyvninger med 816.464 passagerer, der blev afviklet i de sidste tre måneder af 2022.

2023 bliver ikke uden udfordringer
Icelandairs koncernchef Bogi Nils Bogason forklarer, at de driftsmæssige udfordringer, som mange flyselskaber og lufthavne oplevede i højsæsonen, også har påvirket selskabet, ligesom hårde vejrforhold i slutningen af året ligeledes har sat et præg på årsresultatet.

”2022 blev præget af en stor turnaround, da vi i årets anden halvdel både fik en høj omsætning og satte rekord med indtægterne fra passagertrafikken og derudover opnåede vi en markant forbedring af driftsresultatet. Det bevidner, at vi igen er på rette vej, stærkere end nogensinde før og klar til at afvikle det mest omfattende trafikprogram – målt på frekvens og destinationer – i Icelandairs historie.”

Når topchefen kigger fremad, ser han lyst på fremtiden, selvom der fortsat omstændigheder, der er mindre gunstige, end han kunne have ønsket sig.

”Vi står fortsat i en udfordrende situation i år, der er skabt af den stigende inflation og højere omkostninger til løn. Når det er sagt, er vi dog overbeviste om, at folk fortsat vil prioritere at rejse, og det vil komme Island til gode. Det oplever vi blandt andet, når vi kigger på antallet af bookinger i den kommende tid.”


Relaterede artikler:

Icelandairs genrejsning i 2022 var bedst i Norden

Icelandair næsten på niveau med 2019 i oktober

Icelandair leverer rekordomsætning i tredje kvartal