En Airbus A320 fra det colombianske flyselskab Avianca. Foto: Avianca

Verdens næstældste flyselskab i betalingstandsning

Avianca er blevet endnu et offer for coronakrisen, og det mere end 100 år gamle flyselskab er nu blevet nødt til at søge beskyttelse for kreditorerne for at undgå konkurs.

Det latinamerikanske flyselskab Avianca, der har hovedsæde i Bogota i Colombia, har søgt om rekonstruktion under den særlige amerikanske Chapter 11-beskyttelse, da moderselskabet Avianca Holdings også er registreret i USA.

Flyselskabet, der sidste år fyldte 101 år, er verdens næstældste, og det er coronakrisen, der har forværret de økonomiske vanskeligheder, som selskabet har gennemlevet i de senere år.

COVID-19-pandemien har betydet, at flyene har stået på jorden siden midten af marts, og dermed er indtægterne blevet reduceret med 80 procent, hvilket har øget presset på selskabets likviditet.

Kan flyve videre
Med beslutningen om at søge kreditorbeskyttelse under Chapter 11-lovgivningen vil Avianca forsøge at få flyene på vingerne igen, når myndighederne tillader det.

“Avianca står over for den mest udfordrende krise i vores 100-årige historie, mens vi navigerer gennem virkningerne af COVID-19-pandemien. På trods af de positive resultater, der er opnået med vores ‘Avianca 2021’-plan, mener vi, set i lyset af en fuldstændig grounding af vores passagerflåde og en genopretning, der vil komme til at foregå gradvist, at indgåelse af denne proces et nødvendigt skridt for at tackle vores økonomiske udfordringer,” siger koncernchef Anko van der Werff i en pressemeddelelse.

Chapter 11-lovgivningen giver Avianca mulighed for at fortsætte operationerne, mens der bliver udarbejdet en plan for rekonstruktionen.

United i klemme med lån
Sidste efterår fik Avianca et lån på 250 millioner dollars, eller hvad der svarer til mere end 1,7 milliarder kroner, fra Bahama-selskabet Kingslands Holding og United Airlines til at finansiere gennemførelsen af strategiplanen Avianca 2021.

Derfor er der udsigt til, at United Airlines må tage et stort tab på det latinamerikanske flyselskab.

Avianca er et brand for en lang række latinamerikanske flyselskaber, der opererer under moderselskabet Avianca Holding. Med en flåde på 158 fly og 21.000 ansatte servicerer Avianca 76 destinationer i 27 lande i Nord- og Sydamerika samt Europa. Årligt transporterer selskabet omkring 30 millioner passagerer.

 

Relaterede artikler:

United låner penge til økonomisk trængt flyselskab

Brasiliansk flyselskab ude af Star Alliance

Avianca Brasil kæmper for livet