Airbus A220-300. (Foto: F. Lancelot | master films)

Airbus vil modificere A220 til 160 passagerer

Airbus har planer om senere i år at indlede arbejde på at få A220 certificeret til op til 160 passagerer. Herudover er der flere opgraderinger på vej for flytypen.

I Europa er Airbus A220 særligt kendt hos Air France og det lettiske flyselskab Air Baltic, men flyet er generelt et populært valg rundt om i verden.

Flytypen havde sin første flyvning med passagerer i juli 2016, og siden er det solgt i over 400 eksemplarer. Det produceres i varianterne A220-100 og A220-300, hvor sidstnævnte maksimalt må indrettes med 149 sæder. Dette ønsker Airbus imidlertid nu at ændre på.

Således har den europæiske flyproducent planer om at indlede et arbejde med henblik på at få certificeret A220 til maksimalt 160 sæder. Planen er at begynde senere i år. En sådan variant er tidligere blevet præsenteret af Bombardier, der udviklede flyet som C-Series, indtil Airbus overtog programmet i 2018.

Chefingeniør på Airbus A220, Jean-Francois Parent, sagde – ifølge FlightGlobal – under en briefing i Toulouse 11. juni 2025, at der var en ”stærk efterspørgsel fra markedet” omkring en version med et større sædeantal.

Skal installeres ekstra nødudgangsdør
Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) har godkendt Airbus A220-300 til maksimalt 149 passagerer. Dette er dog betinget af, at nødudgangen over vingerne har en nødsliske med to baner.

Hvis der ønskes en A220-variant med 160 sæder, kræves det, at der installeres to nødudgangsdøre over vingerne. Dette vil Airbus forfølge, lyder det.

Jean-Francois Parent fortæller, at A220 har gennemgået flere ændringer, siden det blev sat i drift for ni år siden. Dette har resulteret i, at flytypen med sine Pratt & Whitney PW1500G-motorer har øget sin tid i luften.

I processen omkring at forbedre A220 har Airbus lært meget af A320neo. En af de kommende forbedringer er, at A220 vil kunne reducere brugen af motorerne under stigning, hvilket vil øge den tid, som flyet kan være på vingerne.

Herudover vil Airbus blandt andet snart installere et system i A220 til overvågning og varsling af eventuelle baneafkørsler. Det vil ske i 2026. Samme år vil Airbus lancere et helt nyt kabineinteriør med blandt andet større kabinehylder.

 

Relaterede artikler:

Airbus A220 nummer 50 til Air Baltic

Flere sæder i airBaltics A220-fly

Forlænget A220 skal hedde A221