Airbus A321 i Mytilini-lufthavn på Lesbos. (Foto: Henrik Baumgarten)

Endnu en kabineforening til Metal Luftfart

Over 100 medlemmer af MCU, der hidtil har været en selvstændig fagforening for Sunclass’ kabineansatte, er blevet medlemmer af Metal Luftfart.

Det er ikke kun kabinepersonale hos SAS SK, SAS Connect, SAS Link, Ryanair-selskabet Malta Air samt Airseven, der er medlemmer af Metal Luftfart.

Med virkning fra den 1. april har over 100 kabineansatte medlemmer af MCU (My Cabin Union) valgt at blive tilknyttet Metal Luftfart, da MCU, der hidtil har været en selvstændig fagforening for Sunclass-kabinepersonale, er indtrådt som brancheklub i Metal Luftfart med egen bestyrelse.

Det betyder, at man fortsat selv forhandler overenskomsten, som nu bliver med støtte fra Metal Luftfart og Dansk Metal og dermed de muskler, som fagforbundet har i forhold til Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

”Vores medlemmer værdsætter samarbejde, udvikling og indflydelse højt, når det handler om deres arbejdsliv og overenskomst. Derfor var Metal Luftfart det oplagte valg for os,” siger Ulrika Spandet-Møller, formand for DCU.

Vil være en del af et større fællesskab
Ifølge formanden blev beslutningen om at tilslutte sig Metal Luftfart taget med stor opbakning fra medlemmerne på det netop afholdte generalforsamling i MCU.

Allerede inden samarbejdet for alvor er gået i gang, er der endda ros til Metal Luftfart.

”Metal Luftfart og faglig sekretær Maria Boholt var transparente og tilgængelige under hele forløbet og skabte et godt fundament for et kommende samarbejde. Maria Boholt besøgte vores generalforsamling, hvor medlemmerne kunne stille de spørgsmål, de havde behov for at få afklaret. Naturligvis spillede Metal Luftfarts store erfaring også en vigtig rolle,” lyder det fra Ulrika Spandet Møller.

Ifølge denne har MCU savnet at være en del af et større fællesskab, og det er derfor håbet, at det sammen med Metal Luftfart bliver muligt at italesætte og imødekomme udfordringer i branchen.

At MCU nu vender sig mod Metal Luftfart, glæder også afdelingsformand Henrik Nipper.

”Metal Luftfart er Danmarks største luftfartsfagforening og samler branchen på tværs af faggrupper – piloter, kabinepersonale og faglærte. Jeg er glad for, at MCU og deres medlemmer ser Metal Luftfart som det oplagte faglige fællesskab, og at vi nu står endnu stærkere sammen i branchen.”

 

Relaterede artikler:

Lander fireårig aftale med Maersk-piloterne

Dansk Metal tegner overenskomst med Ryanair

SAS-piloter skal organiseres i Dansk Metal