Efter at det i går blev offentliggjort, at SAS’ øverste chef, Anko van der Werff, forlader flyselskabet næste år, har Air France-KLM’s koncernchef sendt ham en hilsen. Her roser han SAS-chefens kvaliteter.
SAS-medejeren Air France-KLM’s koncernchef, Ben Smith, har ønsket SAS’ koncernchef, Anko van der Werff, tillykke med hans kommende job som koncernchef hos Air Canada i forbindelse med, at SAS og Air Canada i går meddelte, at van der Werff bliver øverste chef for Air Canada efter årsskiftet.
I den forbindelse skriver den canadiske Ben Smith, der i øvrigt selv er tidligere driftsdirektør i Air Canada, at valget af Anko van der Werff vidner om, at canadiere har god smag. Han skriver samtidig, at Air Canada og selskabets medarbejdere har en særlig plads i hans hjerte.
”Jeg har kendt Anko i mange år og har på nært hold set de kvaliteter, han besidder både som leder og som menneske. Han har alt, hvad der skal til for at føre dette fantastiske flyselskab ind i dets næste kapitel,” skriver han således på LinkedIn.
Roser resultater
Ben Smith skriver, at Anko van der Werff, siden han tiltrådte som koncernchef i SAS i 2021, har skabt gode resultater under omstændigheder, som han betegner som usædvanligt komplekse.
”Anko har gjort et enestående stykke arbejde med at genopbygge selskabets styrke, genskabe tilliden og lægge en klar og ambitiøs kurs for fremtiden,” skriver Ben Smith.
Han anerkender, at jobskiftet samtidig betyder, at SAS og selskabets medarbejdere mister, hvad han betegner som en fremragende koncernchef.
”Air Canada og dets ansatte vil snart opdage, hvor heldige de er at få ham. Og jeg håber, at du ved, hvor heldig du er, at du overtager posten efter en af mine mangeårige kolleger, Mike Rousseau,” skriver Smith også direkte henvendt til Anko van der Werff. Her lover han også venskab og støtte, mens SAS-topchefen gør sig klar til sin nye stilling.
Har blandede følelser
Selv skriver Anko van der Werff, at onsdag, hvor hans afgang fra SAS i starten af 2027 blev offentliggjort, var en dag med blandede følelser.
”Jeg glæder mig naturligvis til det, der venter, men det har ikke været en nem beslutning at forlade SAS, Sverige og Skandinavien,” skriver han og tilføjer:
”I løbet af de seneste fem år er SAS blevet langt mere end blot en virksomhed for mig. Det har været et helt ekstraordinært privilegium at stå i spidsen for denne skandinaviske kronjuvel og arbejde sammen med nogle af de mest dedikerede, robuste og talentfulde mennesker, jeg nogensinde har mødt. Jeg har elsket hvert eneste minut.”
Her lover han også, at han frem til den dag, hvor han skifter job, vil have sit fulde fokus på SAS, og at der er meget vigtigt arbejde, som skal gøres indtil da.
”Vi vil fortsætte med at levere operationel excellence med et urokkeligt fokus på punktlighed og pålidelighed, forberede den største flådeinvestering i selskabets historie, fejre 80 år med at forbinde Skandinavien med verden – og verden med Skandinavien – og fortsat levere den service, som millioner af kunder vælger SAS for hvert år,” skriver han.
Relaterede artikler:
Officielt: SAS mister sin topchef

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


