Aalborg Lufthavn. (Foto: Aalborg Lufthavn | PR)

Aalborg Lufthavn fik bedste charter-januar i seks år

I løbet af januar gik knap 96.000 passagerer gennem terminalen i Aalborg Lufthavn, der desuden endte med at betjene det højeste antal charterrejsende i en januar siden 2017.

Årets første måned er gået, og det betyder, at landets lufthavne har visket tavlen med trafiktal ren og er begyndt at tælle op på en frisk. Det gælder også i Aalborg Lufthavn, som 95.435 passagerer gjorde brug af i den forgange måned.

Den nordjyske lufthavn oplyser, at 64.576 af disse rejste indenrigs til eller fra en destination i Danmark, mens 17.503 var udenrigspassagerer. De resterende 13.356 rejsende var charterpassagerer.

Sammenligner man årets første måned med januar i 2019, inden COVID-19-pandemien blev en faktor i branchen, står det klart, at trafiktallet er på 89,7 procent af niveauet fra dengang, da Aalborg Lufthavn på daværende tidspunkt betjente 106.295 passagerer.

Bedste januar for charter siden 2017
Skirejser til Sälen og Trysil samt Salzburg er en del af vintertrafikprogrammet fra lufthavnen, og lufthavnen påpeger selv, at disse destinationer har medvirket til, at man har haft et stort antal charterrejsende i løbet af januar. Det forklarer lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

”Når vi kigger på trafikken i januar, så er resultatet meget som vi forventede. Indenrigstrafikken fortsætter samme fremragende niveau, og udenrigstrafikken er godt på vej, men mangler fortsat mere kapacitet i rejseudbuddet, der kommer med sommerprogrammet i slut marts.”

”Derudover havde vi det højeste antal charterrejsende for en januar måned siden 2017, og det giver en meget god indikation på, hvor vi står lige nu. Rejselysten og efterspørgsel på at rejse ud i verden er kun opadgående. Vi hører gang på gang fra blandt andet charterbureauerne, at salget går over al forventning.”

Island, New York og stort charterprogram
Aalborg Lufthavn har flere nyheder på vej i løbet af i år, hvor det største charterprogram nogensinde fra lufthavnen er blevet sat til salg.

Derudover kommer New York på rutekortet, da SAS etablerer en rute hertil, der skal betjenes med et Airbus A321LR-fly, som afgår til New York mandag, torsdag og lørdag med returflyvningerne onsdag, fredag og søndag fra den 27. april.

Play har ligeledes offentliggjort, at det islandske selskab vil flyve mellem lufthavnen og Reykjavik Airport om tirsdagen og lørdagen fra den 10. juni indtil den 23. oktober. Flyvningerne vil blive foretaget i et 174-sæders Airbus A320neo-fly.

I slutningen af januar afviklede lufthavnen den første udgave af Aalborg Rejsefestival, der endte med at blive en stor succes. Efterfølgende lød det, at arrangementet ville vende tilbage næste år, og nu fortæller lufthavnsdirektøren, at ”en udvidelse af rammerne for dagen er på tegnebrættet”.


Relaterede artikler:

Indenrigsvækst bag genopretning i Aalborg Lufthavn

Islandsk flyselskab i stor vestdansk offensiv

SAS åbner rute fra Aalborg til New York