ATR 42-300 fra Danish Air Transport (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund | Danish Aviation Photo)

Ændrer navn og overfører fly til Litauen

Som en del af One Airline-projektet ændrer Danish Air Transport navn til DAT A/S, og det litatuiske datterselskab, der fremover får en større rolle, skal hedde DAT LT.

I forbindelse med markeringen af 30 års jubilæet for Danish Air Transport den 5. april har flyselskabet nu meddelt, at man officielt skifter navn til DAT A/S, mens det litauiske datterselskab DOT LT ændrer navn til DAT LT.

Ændringen har dog været undervejs et stykke tid, da DAT allerede kort før jul ændrede selskabets vedtægter og i den forbindelse tilføjede DAT A/S og DAT DK A/S som nye binavne for selskabet. Den 27. marts blev ændringen så endeligt effektueret, da Erhvervsstyrelsen modtog meddelelse om, at selskabets navn var ændret fra Danish Air Transport A/S til DAT A/S.

DAT begrunder selv ændringen med, at men igennem One Airline-projektet er ved at strømline og effektivisere driften, og derfor ønsker man blandt andet, at moderselskabet i Danmark og datterselskabet i Litauen bliver knyttet tættere sammen.

Det sker i øvrigt som et led i en delvis udflagning, hvor hovedparten af flyene fremover vil blive opereret på den driftstilladelse, som indehaves af DAT LT i Litauen.

Fly overføres til Litauen
Selvom hovedparten af flyene skal registreres i Litauen og operere på den litauiske driftstilladelse, betyder det ikke, at DAT vil benytte udenlandske betsætninger på de danske indenrigsflyvninger.

“Der vil stadig være danske besætninger på flyvningerne i Danmark,” understreger DAT i en pressemeddelelse og skriver samtidig, at One Airline-projektet er afgørende for at “fremtidssikre virksomheden”.

Det er nemlig administrativt billigere for DAT at lade flyene registrere i Litauen, og dermed bliver der mulighed for at lade både litauiske og danske besætninger bemande flyene, således at DAT opnår en større fleksibilitet og mere effektiv drift i modsætning til i dag, hvor danske besætninger ikke må beskæftiges på fly på den litauiske driftstilladelse og omvendt.

DAT flyver i dag på indenrigsruterne fra København til Bornholm og Midtjyllands Lufthavn, og derudover er DAT involveret i indenrigsflyvning i Italien og Norge samt internationale ruter fra Esbjerg til Aberdeen og Stavanger samt fra Billund til Stord i Norge.

Mere ACMI og mindre charter
DAT besluttede i slutningen af 2018, at man ville neddrosle charteraktiviteterne med A320-flyene, da den økonomiske risiko med EU261-erstatningskrav ikke stod mål med indtjeningen i dette segment.

Derfor vil DAT i stedet forsøge at beskæftige halvdelen af A320-flyene på ACMI-kontrakter, hvor der opereres på vegne af andre flyselskaber, der i kortere eller længere tid mangler kapacitet.

”Vi har altid være drevet af at prøve kræfter med nye markeder, men har også været parate til at trække os, hvis det har vist sig ikke at være rentabelt eller hvis de forhindringer, der næsten altid er, har vist sig at være uoverstigelige,” understreger Jesper Rungholm, administrerende direktør i DAT.

 

Relaterede artikler:

DAT fortsætter charterflyvninger

International hæder til dansk luftfartsdirektør

25 år med farvestrålende fly