Airbus leverede i 2024 i alt 766 kommercielle fly, og det var 31 flere end året før. Ordreindgangen var dog betydeligt lavere end i 2023.
Det lykkedes i 2024 for Airbus Commercial Aircraft at levere samlet 766 fly, hvilket dermed cementerede de senere års position som verdens største producent af kommercielle fly.
Tallene for Boeing er lige på trapperne, og her forventes det, at den amerikanske flyproducent kun er nået op på cirka 350 fly i 2024 som følge af de mange udfordringer forårsaget af myndighedernes skærpede tilsyn, hvilket har sænket produktionsraten.
Derfor er det heller ikke overraskende, at Airbus ser ud til at fastholde en solid førerposition.
De 766 fly, der er leveret fra Airbus fordeler sig på 86 forskellige kunder over hele verden, og af disse var der 75 A220 samt hele 602 i A320-serien. I langdistancesegmentet fik kunderne leveret 32 A330 og 57 A350.
“I betragtning af det komplekse og hurtigt skiftende miljø, vi fortsat opererer i, betragter vi 2024 som et godt år. Det har været en massiv teamindsats at levere dette 2024-resultat,” siger Christian Scherer, CEO for Airbus Commercial Aircraft.
Fortsat solid ordreindgang på langdistancefly
Men selvom der var fremgang i antallet af leverancer af nye fly, så blev ordrebogen ikke fyldt så godt op, som det var tilfældet i 2023. Der blev registreret ordrer på 878 nye fly, hvoraf der var 82 A330’ere og 142 A350’ere. Dermed kom ordrebogen op på samlet 8.658 fly.
Men ordreindgangen var betydeligt mindre ned i 2023, hvor der blev registreret 2.317 nye fly til ordrebogen, hvoraf alene 1.835 var i A320-familen og 340 i langdistancesegmentet med widebody-fly som A330 og A350.
Alligevel er der glæde at spore hos Airbus-direktøren.
“2024 bekræftede en vedvarende efterspørgsel efter nye fly. Vi vandt vigtige kundebeslutninger med nøglekunder og oplevede et fænomenalt momentum for vores widebody-ordrebog, hvilket komplementerede vores førende position på markedet for single aisle-fly.”
I 2024 blev den første Airbus A321XLR leveret til Iberia som lanceringskunde, og der var også flere kunder, der i 2024 debuterede med A330 og A350 fra den europæiske flyproducent.
Relaterede artikler:
Regnskaber: Airbus vinder og Boeing taber