Airbus-fly under produktion i Toulouse. (Arkivfoto: A350Blog)

Airbus uden nye ordrer tre måneder i træk

Airbus fik i juni måned endnu en gang ikke en eneste ny ordre på fly fra de kommercielle flyselskaber. Til gengæld har flere flyselskaber annulleret ordrer.

Airbus fik i juni ingen nye ordrer på fly fra de kommercielle flyselskaber, og dermed har den europæiske flyproducent tre måneder i træk ikke fået en eneste ny flyordre på grund af krisen i den globale luftfart.

Det fremgår af Airbus opgørelse over ordrer og leverancer af nye fly i juni. Airbus’ ordrebog rummer nu ordrer på i alt 298 fly, mens ordrer på 67 fly er blevet annulleret i løbet af i år.

Hovedparten af ordrene er på nye A321neo med i alt 141 ordrer, mens der er ordrer på 69 A320neo, 47 A319neo og 42 A220-300. Herudover har Airbus også ordrer på 10 nye A350-900, mens ordrer på 11 A350-900 og seks A350-1000 er blandt de ordrer, der er blevet aflyst.

En forværring af ordrekrisen
Tallene markerer en forværring af ordrekrisen for Airbus, som har arbejdet for at undgå at miste forretning ved at acceptere at udskyde leverancer til flyselskaberne.

Airbus offentliggjorde i sidste uge planer om at nedlægge 15.000 arbejdspladser i blandt andet Frankrig, Tyskland og Storbritannien.

Airbus leverede i løbet af juni 36 fly til kunderne i forhold til 24 leverancer i maj, mens lavpunktet var april, hvor der blot blev leveret 14 fly til flyselskabskunderne.

Flyproducenten leverede blandt andet fire A350-900-fly – heraf to til Iberia, et til SAS og et til Air France. Airbus leverede også 31 fly fra A320neo-familien – heriblandt den første A320neo til China Express og den første A321neo til VivaAerobús.

49 procent færre leverancer i første halvår
I alt har flyproducenten i første halvdel af 2020 leveret 196 fly i forhold til 389 fly i samme periode sidste år – svarende til et fald på 49 procent.

Luftfartsanalytikeren Sash Tusa fra Agency Partners siger til nyhedsbureauet Bloomberg, at Airbus vil kunne levere 603 fly i år, hvorefter antallet af leverancer falder til 355 i 2021 og 416 i 2022, hvor virkningen af flyselskabernes krav om at få leverancer udsat for alvor slår igennem. Det kan tvinge Airbus til yderligere nedskæringer på cirka 30 procent af produktionen, vurderer han.

 

Relaterede artikler:

SAS har modtaget sin fjerde Airbus A350

Airbus reducerer produktionen med 40 procent

Airbus skruer bissen på overfor flyselskaber