Alitalia-fly i Milanos Linate-lufthavn. (Foto: Davide Calabresi | shutterstock)

Alitalia skal tilbagebetale ulovligt milliardlån

EU-Kommissionen har afgjort, at Alitalia skal betale 6,7 milliarder kroner tilbage til den italienske stat. Samtidig godkendes redningsplanen, hvor selskabet principielt renationaliseres som ITA.

Alitalia lukker og slukker den 14. oktober 2021, hvorefter et nyt italiensk flyselskab tager over fra den 15. oktober. Det er resultatet af den redningsplan som den italienske regering har strikket sammen, og som i realiteten omfatter en renationalisering af det italienske flyselskab i et nyt setup.

Beslutningen blev formelt godkendt af EU-Kommissionen fredag, men samtidig blev der konkluderet, at de to lån, som Alitalia blev givet af den italienske stat i 2017 var ulovlige i henhold til EU’s konkurrenceregler. Derfor skal Alitalia tilbagebetale 900 millioner euro, eller hvad der svarer til 6,7 milliarder kroner.

Afgørelsen kommer meget belejligt kun få uger før, at Alitalia ophører med at eksistere, og selskabet, der har været under rekonstruktion siden foråret 2017, har angiveligt ikke midler til at tilbagebetale det ulovlige lån til den italienske stat.

Lån ydet uden omstruktureringsplan
Den danske konkurrencekommissær og næstformand i EU-Kommissionen, Margrethe Vestager, redegør i en pressemeddelelse for afgørelsen.

“For det første fandt vi ud af, at da Italien ydede disse lån, fungerede det ikke som en privat investor. Det foretog ikke en forudgående vurdering af, hvor sandsynligt det ville være, at lånene ville blive tilbagebetalt af Alitalia med renter. Vores vurdering af Alitalias økonomiske situation i begyndelsen af ​​2017 viste, at tilbagebetaling var meget usandsynlig, og rent faktisk er lånene ikke blevet tilbagebetalt den dag i dag. Da ingen private långivere på det tidspunkt ville have ydet lån til Alitalia, udgør de statsstøtte til fordel for virksomheden.

For det andet kunne lånene ikke godkendes som redningsstøtte i overensstemmelse med statsstøttereglerne for virksomheder i vanskeligheder. Det skyldes, at lånene ikke blev refunderet inden for seks måneder, og der ikke var nogen omstruktureringsplan for at bringe virksomheden tilbage til rentabilitet eller en likvidation af virksomheden.

Vores konklusion er derfor, at de to lån gav Alitalia en uretfærdig fordel i forhold til sine konkurrenter på nationale, europæiske og interkontinentale ruter. Derfor udgør de ulovlig statsstøtte og skal nu inddrives af Italien fra Alitalia,” skriver Margrethe Vestager.

Godkender Italiens engagement i ITA
Til gengæld er der grønt lys til etableringen af det nyetablerede og statsligt ejede Italia Trasporto Aereo (ITA), der går på vingerne den 15. oktober. Selskabet er i færd med at overtage en række aktiver fra Alitalia.

EU-Kommissionen konkluderer, at ITA formelt ikke er en udløber af Alitalia, hvorfor selskabet ikke vil blive ansvarlig for at tilbagebetale den ulovlige statsstøtte. Herudover godkendes den italienske stats kapitalindskud på 1,35 milliarder euro, hvilket svarer til 10 milliarder danske kroner.

“Når først ITA kommer i gang, er det for Italien og ITA’s ledelse at benytte denne mulighed én gang for alle. At etablere et flyselskab, der er levedygtigt, opererer på lige fod med sine konkurrenter, lever op til bæredygtighedsambitioner, og vil lykkes langt ud i fremtiden. Det rigtige grundlag er lagt. Og vi vil fortsat gøre vores for at sikre fair konkurrence i den europæiske luftfartssektor,” understreger den danske EU-konkurrencekommissær.

 

Relaterede artikler:

Alitalia lukker og slukker den 14. oktober

Revideret plan for slanket udgave af nyt Alitalia

Det nye Alitalia vil i luften med 50 fly