Siden forsommeren er der blandt andet blevet foretaget en del sprængninger på området ved den kommende lufthavn i Qaqortoq, der skal stå færdig i 2025, men i næste uge stoppes anlægsarbejdet i tre måneder.
I øjeblikket har de op mod 50 medarbejdere, der i løbet af i år har arbejdet med at anlægge den kommende lufthavn nær byen Qaqortoq i Grønland, travlt.
Siden efteråret har de være inddelt i flere hold og har arbejdet i døgndrift for at nå så langt som muligt, inden anlægsarbejdet stoppes i tre måneder den 16. december. Det skyldes, at vinteren er på vej, og når arbejdet atter sættes i gang den 15. marts, vil det stå på i døgndrift indtil efteråret 2023.
Det er planen, at lufthavnen skal være klar til brug i 2025, hvor en ny 1.500 meter lang bane vil kunne beflyves af alle flytyper, der gøres brug af i Grønland. Banen vil desuden gøre det muligt at foretage flyvninger til Island og Canada.
Skal sprænge to millioner kubikmeter klippe
Det er den canadiske anlægsvirksomhed Pennecon Heavy Civil, der har fået til opgave at anlægge banen i lufthavnen, og man gik for alvor i gang i forsommeren i år, da et chartret fragtskib ankom med en større mængde materiel og maskiner.
Siden har medarbejderne været fast beskæftiget med at foretage sprængninger, fylde nærliggende søer op og generelt udjævne terrænet, der foruden banen blandt andet også skal benyttes til en terminalbygning med et areal på omkring 2.350 kvadratmeter, der kan betjene op mod 100 afrejsende samt 100 tilrejsende passagerer i timen.
Anlæggelsen af den nye lufthavn indebærer, at der skal sprænges og flyttes cirka to millioner kubikmeter klippe, og på nuværende tidspunkt er man i mål med omkring 15 procent af de planlagte sprængninger. I alt ventes det, at der vil blive benyttet 1.600 ton sprængstof.
Funderingsarbejdet starter næste år
Ifølge Kalaallit Airports, der skal anlægge, eje og drive de nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat samt Qaqortoq, vil mere end 90 procent af den kommende bane være placeret på såkaldt opfyldt terræn, hvoraf det dybeste hul er på 22 meter.
Den grønlandske byggerivirksomhed Permagreen har anlagt en garagebygning samt en camp på området, hvor der er beboelsescontainere til 60 personer, kantine, kontor samt mødelokaler, og derudover er flere andre lokale virksomheder også involveret i arbejdet med den kommende lufthavn.
Det drejer sig om Qaqortoq Entreprenørforretning, der foretager sprængninger, Arctic Unlimited som varetager vagt- og kantineopgaver samt vognmands- og entreprenørvirksomheden HK Transport, der har bidraget med maskiner og mandskab.
Det forventes, at anlægsarbejdet til næste sommer vil være så fremskredent, at der kan sættes gang i funderingen af terminalen og de andre bygninger på området, ligesom de ansatte på daværende tidspunkt også kan komme i gang med at føre fiberkabler og højspændingsledninger til lufthavnen.
Relaterede artikler:
Canadiere skal anlægge ny landingsbane i Grønland