Cimber Sterling må sælge fly med tab

I forbindelse med refinansering af flyflåden har Cimber Sterling solgt tre ATR-fly, som efterfølgende er tilbageleaset til selskabet. Transaktionen forbedrer selskabets likviditet med 65 millioner, men vil koste 25 millioner kroner på selskabets bundlinie.

Regnskabsåret 2009/10 var hårdt for Cimber Sterling. Et nettounderskud på 228 millioner kroner gjorde et dybt indhug i selskabets kapitalgrundlag.

Men i løbet af blot to måneder har Cimber Sterling fået tilført 151 millioner kroner i frisk driftskapital. Første gennem et delvist statsgaranteret “askelån“ på 86 millioner kroner og nu gennem re-finansiering af fly, der har en umiddelbart likviditetseffekt på 65 millioner kroner.

Re-finansieringen af fly er sket gennem salg af tre ATR-fly til en samlet værdi af 134 millioner kroner. Fratrukket restgæld i flyene er der et nettoprovenu ved handelen på 65 millioner kroner, der går direkte ned i selskabets kasse – og dermed styrker det finansielle beredskab.

Men da flyene er solgt til en lavere prisend den bogførte værdi, må Cimber Sterling indkassere et tab på 25 millioner kroner, der bogføres i finansårets 3. kvartal, hvilket omfatter perioden fra 1. november2010 til 31. januar 2011.

Cimber Sterling oplyser, at selskabet efter transaktionen fortsat vil operere en flyflåde bestående af 26 fly, hvoraf seks ATR-fly og fem CRJ-flyer ejetaf selskabet. De øvrige 15 fly er leaset.

”Det netop gennemførte salg følger tidligere udmeldte planer om at styrke Cimber Sterlings likviditetsberedskab. Vores frasalg øger vores fleksibilitet i flyflåden ved at nedbringe ejerandelen som nu udgør 42%. Derudover forventer vi at gennemføre yderligere tiltag til styrkelse af vores likviditetsberedskab fremadrettet i form af bl.a. frasalg af ikke-kerneaktiviteter samt yderligere refinansiering af flyflåden”, siger Jacob Krogsgaard, der er administrerende direktør for selskabet.

Læs også:
Cimber Sterling: Mulig lukning eller frasalg af 3 forretningsenheder