Dash 8-400 fra den canadiske producent De Havilland. Foto: De Havilland

EASA godkender Dash 8-400 til 90 passagerer

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur har godkendt Dash 8-400 til 90 passagerer. Hidtil har europæiske flyselskaber kun haft mulighed for at operere flytypen med 78 sæder.

Europæiske flyselskaber har fået muligheden for fremover at tage endnu flere passagerer med på turbopropflyene af typen Dash 8-400.

Flytypen er af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, EASA, nemlig blevet godkendt til en maksimal kapacitet på 90 passagerer. Flyselskaber i andre dele af verden har hidtil haft denne mulighed, mens europæiske selskaber hidtil kun har haft godkendelse til 78 passagerer i Dash 8-400.

Dash 8-400 er normalt udstyret med mellem 70 og 78 sæder, og det norske flyselskab Widerøe har eksempelvis plads til 78 passagerer i sine fly af denne type.

”Generelt skaber den højere kapacitet på Dash 8-400 muligheder for øget rentabilitet i flyselskabet, samtidig med at flyets allerede lave CO2-aftryk per passager reduceres,” lyder det fra De Havilland i en udtalelse.

Konfigurationen i en Dash 8-400 med plads til 90 passagerer. Layout: De Havilland

Mindre lastrum og sædeafstand
I 2016 – da Dash 8-programmet hørte under Bombardier – blev 90-sæders-varianten, Dash 8-400NextGen, lanceret. Det indiske flyselskab SpiceJet tog flytypen i brug i 2018, mens Philippine Airlines har konfigureret flytypen med 86 sæder.

De Havilland hævder, at mange nuværende og potentielle kunder ser gunstige muligheder i Dash 8-400-varianten med 90 sæder. En øget kapacitet reducerer altså kulstofudledningen per passager, men omvendt skæres der fra et andet sted i flyet.

Muligheden for flere passagerer sker på bekostning af pladsen i lastrummet, hvor der fjernes 20 procent af pladsen for at kunne installere flere sæder. Sædeafstanden i 90-sæders-varianten reduceres med cirka to og en halv centimeter til 70,5 centimeter mellem hvert sæde.

Den maksimale startvægt for turboprop-varianten med 90 sæder er 30.481 kilo og er øget med 900 kilo i forhold til standardvarianten. Der skal desuden være en ekstra dør forrest til højre i flyet som følge af det øgede antal sæder.

Tidligere på året meddelte De Havilland, at det midlertidigt har stoppet produktionen på sit anlæg i Toronto i det østlige Canada. Den forventes igangsat igen senere på året på et andet fabriksanlæg. Producenten har angiveligt 17 udestående ordrer på Dash 8-400.

 

Relaterede artikler:

CPH-Nuuk nonstop på otte timer i Dash-8

Dash-8 turbopropfly mellem Nuuk og København

Sumo-brydere skabte trængsel i Dash-8 fly