En Boeing 777-200ER fra Emirates. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Emirates kan få brug for mere kapital

Emirates fik i efteråret 2020 tilført mange milliarder fra regeringen i Dubai, men det mellemøstlige flyselskab kan få brug for endnu mere kapital, hvis ikke efterspørgslen på flyrejser stiger snart.

Flyselskaber verden over befinder sig stadig midt i en coronakrise, hvor efterspørgslen fortsat er på et langt lavere niveau end normalt.

Dette mærkes også hos Emirates, der i september sidste år fik tilført, hvad der svarer til 12,4 milliarder kroner fra regeringen i Dubai. Flyselskabet var ved at løbe tør for kontanter og var derfor afhængig af hjælp fra regeringen, der ejer flyselskabet.

Hvis ikke efterspørgslen på flyrejser snart tager fart, kan Emirates få brug for at få tilført endnu mere kapital. Det fortalte koncernchef i Emirates, Tim Clark, onsdag – ifølge nyhedsbureauet Reuters – ved den digitale konference World Aviation Festival.

”Vi klarer os i yderligere seks, syv eller otte måneder med hensyn til kontanter. Vi har tilstrækkelige kontanter, der kommer ind, for at kunne holde den daglige drift på et neutralt niveau,” forklarede Tim Clark.

”Men som alle andre, hvis global efterspørgsel om seks måneder er, hvor den er i dag, så vil vi alle stå over for vanskeligheder. Ikke kun Emirates.”

Kæmpe underskud i første regnskabs-halvår
Emirates havde håbet, at den globale udrulning af COVID-19-vacciner ville resultere i, at flere ville ud at flyve på nuværende tidspunkt. Men den fortsat lave efterspørgsel på flybilletter efterlader mange fly ubeskæftiget på jorden, eller også flyves de til nær og fjern med halvtomme kabiner.

Konsekvenserne af coronapandemien fik Emirates i dén grad også at føle i første halvdel af regnskabsåret 2020/2021. Her fik flyselskabet et underskud på 12,6 milliarder dirham, eller hvad der svarer til 21,2 milliarder kroner. Et særdeles blodrødt tal for det store flyselskab.

Tim Clark fortalte ved konferencen, at Emirates på et tidspunkt – hvis nødvendigt – vil åbne dialog med regeringen i Dubai for at høre om muligheden for at få tilført mere kapital. Koncernchefen oplyser dog, at balancen er ret stærk, og han håber, at det aldrig bliver nødvendigt at skaffe mere kapital.

Alle Boeing 777 er i drift
Emirates har efterhånden fået alle sine 151 Boeing 777-fly på vingerne igen, hvoraf størstedelen fungerer som fragtfly. Selskabet transporterer i øjeblikket mellem 20.000 og 30.000 passagerer om dagen.

Tim Clark oplyste, at Emirates formentlig vil konvertere nogle af selskabets pensionsmodne Boeing 777-passagererfly til fragtfly, da der er stor efterspørgsel på transport af gods. Koncernchefen fortalte endvidere, at han forventer en stigning efter Business Class-rejser igen efter pandemien. Billetterne til Business Class kan desuden blive sat lidt ned i pris for at få fyldt op på denne kabineklasse.

Ifølge Reuters havde Tim Clark oprindeligt besluttet at gå på pension sidste år, men at han nu først vil forlade flyselskabet, når det igen er på en sikker, fremtidig kurs efter coronakrisen.

 

Relaterede artikler:

Første halvårsunderskud i 30 år hos Emirates

Emirates afslører Premium Economy-produkt

Emirates: Alle A380´ere tilbage i drift i 2022