Det Abu Dhabi-baserede Etihad Airways byder Gulf Air og Emirates velkommen i Københavns Lufthavn ved at sende lavpriser i markedet fra Skandinavien til otte destinationer i Mellemøsten og Asien. Priserne starter ved 2.985 danske kroner eksklusive skatter og afgifter.
Timingen er ikke til at tage fejl af, når Etihad Airways netop har lanceret en sommerkampagne, der løber fra den 18. juni til den 31. juli.
Konkurrenterne Gulf Air og Emirates åbner henholdsvis den 1. juli og den 1. august nye ruter til Københavns Lufthavn fra hjemmebaserne i Bahrain og Dubai. Så de får lige en hilsen med fra konkurrenten hjemme i Abu Dhabi.
Med salgsperiode fra 18. juni til 31. juli tilbyder Etihad Airways en række kampagnepriser på såvel Coral Economy og Pearl Business Class.
Destinationerne er Abu Dhabi, Bangkok, Colombo, Dubai, Kuala Lumpur, Manilaog Singapore med afrejse fra henholdsvis København, Oslo, Stockholm og Helsinki.
Priserne starter ved 2.985 danske kroner, men Etihad Airways gør samtidig opmærksom på, at priserne er eksklusive skatter og afgifter. Det kunne samtidig tyde på, at svenske P.A.G. Travel Consulting, der er Etihad´s nordiske salgsagentur, ikke har sat sig ind i den danske lovgivning. Her er det nemligkun tilladt at markedsføre totalpriser inklusive skatter og afgifter.
Etihad-billetterne har ingen black-out perioder, eller krav om minimumophold. Der vil være en maksimal gyldighed på 90 dage, og seneste rejsedato er den 15. september.
Til gengæld får de rejsende mulighed for frit at foretage 2 stopovers i hver retning – et stopover i Abu Dhai, og et i transferlufthavnen i Europa.