EasyJet selvbetjenings bag-drop i London Gatwick. Foto: Jan Aagaard

EU klar med nødplan for flytrafikken uden Brexit-aftale

EU er klar med en nødplan for, hvordan flytrafikken mellem EU-landene og Storbritannien kan opretholdes efter nytår, hvis parterne ikke bliver enige om en handelsaftale.

Tre uger før Storbritannien tager det sidste skridt ud af EU og forlader unionens indre marked, er parterne endnu ikke blevet enige om en frihandels- og samarbejdsaftale.

EU er imidlertid klar med nødforanstaltninger, som skal sikre fortsat flytrafik mellem Storbritannien og EU-landene, hvis det ikke lykkes at opnå enighed om en handelsaftale og man står med en såkaldt no deal brexit ved nytår.

Skal gælde i seks måneder
EU-Kommissionen offentliggjorde planen om nødforanstaltninger torsdag. Den midlertidige løsning skal gælde i seks måneder fra nytår og betyder, at flyselskaber kan fortsætte med at flyve deres normale ruter til og fra Storbritannien, ligesom lastbiler og passagerer kan fortsætte med at krydse Den Engelske Kanal efter nytår. Der er tidligere indgået en aftale om jernbanetrafikken.

”Mens Kommissionen fortsat vil gøre sit yderste for at nå til en gensidig fordelagtig aftale med Storbritannien, er der nu betydelig usikkerhed om, hvorvidt en aftale vil være på plads den 1. januar 2021,” sagde EU-Kommissionen i en pressemeddelelse om nødforanstaltningerne.

EU-Kommissionen har ifølge Financial Times brugt uger på at modstå et intens pres fra medlemslandene om at offentliggøre planerne. Kommissionen har argumenteret for, at det ville kunne forstyrre forhandlingerne med Storbritannien ved at give indtryk af, at EU ville skabe et sikkerhedsnet, når landets overgangsperiode slutter.

Tvunget til at handle
EU-embedsmænd siger til finansavisen, at Kommissionen var blevet tvunget til at handle nu, fordi der var så lidt tid tilbage til slutningen af ​​året. Nødforanstaltningerne beskæftiger sig med områder, hvor der ikke er internationale regler, som kan forhindre kaos, hvis en handelsaftale ikke er klar til slutningen af ​​året.

EU-Kommissionens forslag til nødforanstaltninger skal først godkendes af EU-landenes regeringer og Europa-Parlamentet, ligesom nogle af dem også skal ”gengældes” af Storbritannien for at være effektive. Det gælder blandt andet på luftfartsområdet.

Den britiske premierminister Boris Johnson og EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen mødtes onsdag aften i Bruxelles, men nåede ikke til enighed om de udestående spørgsmål omkring en handelsaftale. De to topledere skal mødes igen på søndag.

 

Relaterede artikler:

EU forlænger Brexit-ordning for flytrafikken

Brexit: 164 millioner passagerer sikret

Midlertidig Brexit-aftale for luftfarten