Rejsende med mundbind. (Foto: SAS | Niclas Nezzo)

Europæisk luftfart ønsker rejserestriktioner droppet

På baggrund af et nyt studie opfordres de europæiske transportministre til at droppe rejserestriktionerne, så passagererne ikke længere skal tænke på mundbind eller fremvisning af test.

De seneste to år er rejserestriktioner af varierende grad blevet en del af hverdagen for både flyselskaber og passagerer, men som COVID-19-pandemien ændrer karakter, opfordrer to store internationale organisationer nu til, at alle tilbageværende rejserestriktioner i Europa fjernes.

Det er brancheforeningen for de europæiske lufthavne Airports Council International (ACI Europe) og flyselskabernes internationale brancheorganisation IATA, der har sendt et fælles brev til transportministrene i EU-medlemslandene. I Danmark har lufthavnen droppe kravet om mundbind, og på indenrigsruter og intraskandinaviske ruter, er der heller ikke længere krav om mundbind.

Men det er dog ikke tilfældet i alle lande i Europa.

Derfor opfordrer både lufthavne og flyselskaber ministrene til, at alle rejserestriktioner droppes for de passagerer, der rejser internt i EU eller i Schengenområdet. Det skyldes, at risikoen for alvorlig sygdom og død som følge af COVID-19 er faldet i takt med, at omikronvarianten har øget immuniteten i visse lande, og befolkningerne samtidig er blevet vaccineret.

Har tre opfordringer
I brevet kommer ACI Europe og IATA med tre konkrete opfordringer, som organisationerne mener, at ministrene rundt omkring i medlemslandene bør arbejde for at føre ud i livet.

Først og fremmest bør politikerne fjerne alle rejse- og grænserestriktioner forud for sommeren. I hvert fald på flyvninger inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), lyder det. Det drejer sig konkret de restriktioner, der kræver fremvisning af test, deltagelse i smitteopsporing samt dokumentation for overstået vaccination.

Derudover bør de rejserestriktioner, der gælder for luftfarten, tilpasses, så de flugter med dem, der gælder i resten af samfundet. Det kan eksempelvis betyde, at det ikke længere skal være påkrævet at benytte et mundbind i lufthavnene, hvor det fortsat er et krav i en del lande.

I tillæg hertil ønsker ACI Europe og IATA, at de passagerer, som er vaccineret med en WHO-godkendt vaccine, får samme mulighed for at rejse ind i EØS fra et tredjeland, som dem, der har modtaget en vaccine, der er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur.

Slutteligt roser de to organisationer EU’s digitale coronapas, som ACI Europe og IATA mener har spillet en stor rolle i de hidtidige genåbninger, der har været af luftfarten landene imellem.

Ny forskning peger på ineffektive rejserestriktioner
Opfordringerne til de europæiske transportministre tager udgangspunkt i et nyt studie, der har undersøgt effekten af rejserestriktioner. Studiet er foretaget af den britiske konsulentvirksomhed OXERA og virksomheden Edge Health, der beskæftiger sig med at analysere sundhedsdata.

Studiet viser, at selv hvis rejserestriktioner indføres øjeblikkeligt, når en ny variant af COVID-19 opdages, forsinker det kun smitten i at toppe med fire dage. Ofte vil det være sådan, at på det tidspunkt en ny variant er blevet opdaget og restriktioner indført, cirkulerer den sandsynligvis allerede i dele af samfundet, og så har restriktionerne ikke den store effekt.

Rafael Schvartzman, som er IATAs europæiske direktør, opfordrer med baggrund i den nye forskning til, at de europæiske lande ændrer måden, hvorpå de bekæmper COVID-19.

”Europas befolkningsimmunitet er stærk, og COVID-19 er nu i det store hele en endemisk sygdom. Tiden er derfor inde til, at COVID-indsatsen skifter fokus til overvågning og at få fjernet de resterende restriktioner inden for EU. Det vil give folk mulighed for at rejse og understøtte jobskabelsen i den europæiske lufttransport- og rejsesektor.”

 

Relaterede artikler:

Danske lufthavne dropper mundbind

IATA: I 2024 er luftfarten over 2019-niveau

Omikron svækker efterspørgsel i 60 dage