Finnair tanker Neste biobrændstof i Helsinki Lufthavn. (Foto: Neste)

Finnair genoptager klimaprogram efter to års pause

To år efter at myndighederne i Finland tvang Finnair til at lukke flyselskabets klimaprogram, er det vendt tilbage, så kunderne igen kan donere til miljøet, når de skal flyve.

Klimakompensation eller bæredygtigt flybrændstof er to af de håndtag, der ofte drejes på, når CO2-udledningerne fra luftfarten skal mindskes. Det får de rejsende med det finske flyselskab Finnair også mulighed for i fremtiden.

Finnair oplyser, at flyselskabet genoptager sit klimaprogram, der har været lukket i to år, fordi det kom i karambolage med lovgivningen i landet. Programmet blev genindført onsdag i denne uge, og det giver de rejsende to valgmuligheder for frivilligt at bidrage til mere grøn flyvning.

Programmets omdrejningspunkt er en platform, der er bygget på en teknologi kaldet Chooose, som passagererne kan benytte til at beregne, hvor meget CO2 en flyvning udleder. Når det er gjort, får de rejsende mulighed for at betale en merpris, der kan hjælpe med at reducere udledningerne.

Efterspørgslen skal øges
Ifølge Finnair kan de rejsende enten vælge at betale for bæredygtigt flybrændstof, donere til certificerede klimakompensationsprojekter eller en blanding af de to. Størrelsen på donationen vil blive afgjort af, hvordan passagererne vælger, at pengene skal fordeles.

Bæredygtigt flybrændstof anses generelt som en metode, der er effektiv i forhold til at mindske luftfartens klimaaftryk. I øjeblikket er udfordringen dog, at der ikke produceres særligt store mængder, og at prisen som følge heraf er højere end ved køb af almindeligt jetbrændstof.

Det er derfor vigtigt, at efterspørgslen af brændstofferne stimuleres, udtaler Finnair. Indtil bæredygtigt flybrændstof bliver mere bredt tilgængeligt, er klimakompensation dog et værktøj, der kan hjælpe med at gøre flyvningerne mere bæredygtige, og derfor kan passagererne vælge mellem de to muligheder.

I strid med lovgivningen
Klimaprogrammet har været lagt i dvale siden marts 2020, fordi det var i strid med lovgivningen i Finland. På daværende tidspunkt tillod landets lovgivning nemlig ikke, at virksomheder indsamlede donationer.

Som følge heraf bad politimyndighederne i landet Finnair om at lukke programmet, men siden er lovgivningen dog blevet ændret, og derfor kan programmet genoptages. Ifølge direktør for bæredygtighed, Eveliina Huurre, er Finnair glade for igen at kunne tilbyde de rejsende mulighed for at donere til klimaet.

“Både Finnair og vores kunder er opsatte på at reducere CO2-påvirkningen ved flyrejser, og vi ønsker at tilbyde vores kunder en enkel og gennemsigtig måde at gøre dette på. Vores program kombinerer to vigtige værktøjer, kompensationer og bæredygtigt brændstof, som begge er nødvendige for at opnå CO2-neutralitet i luftfarten.”

 

Relaterede artikler:

Skjult passagerfremgang hos Finnair

A.P. Møller – Mærsk vil flyve grønt med KLM

Første danske virksomhed i Air France-KLM program