Flybe Nordic vil udfordre det nye Cimber-Skyways projekt

Europas største regionale flyselskab Flybe er nu også på vej ind i det nordiske marked. Selskabet har angiveligt haft drøftelser med Cimber Sterling, men har fredag offentliggjort et samarbejde med Finnair omkring køb af Finnish Commuter Airlines, der fremover vil hedde Flybe Nordic AB. Dermed får det kommende Cimber-Skyways en veldefineret konkurrent.

(OPDATERET)

Fredagens meddelelse om etableringen af Flybe Nordic kan meget vel blive en streg i regningen for det kommende samarbejde mellem svenske Skyways og Cimber Sterling.

Begge selskaber har nemlig en erklæret målsætning om at skabe det førende nordiske regionale flyselskab, og den position vil det kun være muligt for et af de to selskaber at indtage.

Flybe blev flere gange på rygtebasis nævnt i forhandlingerne om overtagelse af Cimber Sterling. Men det britiske flyselskab har åbenbart haft blikket rettet lidt nordligere end Danmark.

Fredag morgenkunne selskabet således offentliggøre aftalen om at etablere Flybe Nordic i samarbejde med Finnair gennem opkøbet af Finnish Commuter Airlines.

Flybe vil have førertrøjen på i det kommende joint-venture gennem erhvervelsen af 60 % af aktierne i det nye selskab, mens Finnair således sidder tilbage med 40 %. Det nye fælles joint-venture Flybe Nordic AB vil købe Finnish Commuter Airlines (FCA)for en pris af €25 millioner, svarende til lidt mere end 185 millioner danske kroner.

Flybe indbetaler kontant €12 millioner, mens Finnair stiller op med en check på €13 millioner. Flybe forventer at overtage ledelsen af selskabet allerede den 1. august 2011 og forventer specifikt at ekspandere i Danmark, Sverige, Estland og Letland.

“Vi forventer, at Flybe´s erfaring med point-to-point trafik og deres unikke forretningsmodel vil komplementere Finnairs internationale kompetencer indenfor netværkstrafik på en optimal måde, hvilker gør os i stand til at skabe en ægte nordisk regional vinder,“ udtaler Finnair´s koncernchef Mika Vehviläinen.

Finnair vil købe FCA´s eksisterende ni ATR72-fly samt tre igangværende ordrer på tilsvarende flytypetil markedspris og leje dem tilbage til selskabet. Heruodver vil FCA lease fire ATR42-fly, der i dag ejes af Finncomm, men selskabet fortsætter den nuværende leaseaftale på to Embraer E170-fly.

Finnair Commuter Airlines (FCA), der fra den 1. august således vil hedde Flybe Nordic har sit hjemmemarked i Finland og Baltikum. Det er Finlands største indenrigsflyselskab med årligt 900.000 passagerer. Selskabet beskæftiger 400 ansatte og omsætter årligt for €90 millioner (ca. 675 millioner danske kroner) på basis af den nuværende flåde af 15 regionale fly.

De eksisterende FCA-ruter vil fremover bliver opereret under Flybe-varemærket,men det er intentionen for Finnair og Flybe at udvikle det fælles selskab til at blive det førende regionale flyselskab i Norden og Baltikum i de kommende år.