Helsinki Lufthavn har i løbet af 10 år fået 50 procent flere passagerer og slår dermed København, Stockholm og Oslo på vækst.
Finnair har de seneste år haft stor succes med sin Asien-trafik og åbnet nye ruter til Kina, Japan, Korea og andre lande. Det smitter af på passagertallene i Helsinki Lufthavn, som i år forventer at nå en milepæl ved at runde 20 millioner passagerer.
Lykkes det, vil lufthavnen have 50 procent flere passagerer end for 10 år siden. Helsinki overhaler dermed vækstraterne i lufthavnene i København, Stockholm og Oslo. Eksempelvis er antallet af passagerer i Københavns Lufthavn det seneste årti vokset med omkring 36 procent. København har dog fortsat over ni millioner flere passagerer om året end Helsinki.
Stor vækst i første kvartal
Sidste år passerede næsten 19 millioner passagerer gennem Helsinki Lufthavn, mens lufthavnen i første kvartal i år har haft en vækst i passagertallet på 12,3 procent. Samtidig har lufthavnen iværksat en udbygningsplan til 6,7 milliarder kroner, der skal gøre Helsinki i stand til at betjene 30 millioner passagerer årligt.
”Der er usædvanligt gode flyforbindelser til Finland fra hele verden. Både feriegæster og erhvervsliv nyder godt af det mest alsidige ruteudvalg i de nordiske lande. Af alle lufthavne i Nordeuropa har vi langt de fleste forbindelser til Asien, og de tiltrækker især kinesere og japanere til Finland,” siger lufthavnens nye direktør Joni Sundelin.
40 procent flere passagerer til København
Ruten til København er målt på passagertal Helsinkis næststørste – efter Helsinki-Stockholm-ruten. Sidste år fløj 873.000 passagerer mellem Helsinki og København. Det er 40 procent flere end for 10 år siden, viser en opgørelse, som Finavia har lavet for CHECK-IN.dk. Finavia driver Helsinki Lufthavn og andre større finske lufthavne.
Finnair er det absolut dominerende selskab i lufthavnen med over 1.100 ugentlige afgange, efterfulgt af Norwegian med 165 afgange og SAS med 92 afgange. I alt flyver omkring 50 selskaber flyver jævnligt til og fra Helsinki, og lufthavnen forhandler ifølge Joni Sundelin med adskillige flyselskaber om nye ruter og indsættelse af større flytyper.
Flere selskaber udvider i Helsinki
Alene i løbet af i år får lufthavnen nye ruter og flere afgange på en række ruter med selskaberne Blue Air, BRA, Croatia Airlines, EasyJet, Finnair, Lufthansa, Norwegian, Qatar Airways, SAS, Turkish Airlines, Vueling og Widerøe.
Finnairs nye rute til Nanjing i Kina er allerede startet, og Finnair vil desuden øge antallet af forbindelser på ruterne til Osaka, Delhi, Hongkong og Phuket i vintersæsonen 2018-2019. Selskabet vil også øge antallet af afgange til en række af sine europæiske ruter.
Norwegian udvider også på Helsinki med en ny rute til Kraków, ligesom selskabet har øget antallet af afgange på en række ruter til Grækenland, Italien, Kroatien, Kosovo og Bulgarien – samlet set en kapacitetsudvidelse på 300.000 sæder.
Relaterede artikler:
Helsinki bliver snydt for endnu en Kina-rute