Airbus A321XLR fra Iberia. (Foto: Iberia)

Iberia sender ny A321XLR til Stockholm

Den nye ultra-langtrækkende Airbus A321XLR til Iberia skal flyve til Stockholm flere gange inden den første tur over Atlanten midt i november. Det spanske IAG-selskab er lanceringskunde på flyet.

Onsdag 30. oktober 2024 modtog Iberia det første eksemplar af Airbus A321XLR, der af flere er udset til at blive en gamechanger på markedet for langdistanceruter.

Iberia, der er lanceringskunde på flyet, har planlagt efter officiel idriftsættelse af flyet 14. november, hvor det på rute IB347 skal flyve fra basen i Madrid-Barajas til Boston Logan International Airport på den amerikanske østkyst.

Inden da skal flyet imidlertid på flere ture til både Stockholm-Arlanda og Paris-Charles de Gaulle. Således skal det gennemføre flyvninger på rute IB823/824 fra Madrid til Stockholm både 7., 8. og 11. november 2024. Det skriver AeroRoutes.

Til Paris vil der være en charter-rotation fra den spanske hovedstad på rute IB1499/1489, mens der også vil være rundture mellem de to byer på rute IB589/590 både 9., 10., 12. og 13. november 2024.

Imponerende rækkevidde
Iberia har valgt at indrette Airbus A321XLR-flyet med i alt 182 sæder – henholdsvis 14 sæder i business class og 168 sæder i economy class.

Flyet, der har fået registreringen EC-OIL, har samtidig fået navnet ’1927-1939’. Dette henviser til året for Iberias grundlæggelse samt året for flyselskabets første internationale flyvning, der fandt sted 12 år senere med Lissabon som destination.

Airbus A321XLR er kendetegnet ved, at det har en imponerende rækkevidde på 8.700 kilometer. Dette giver Iberia mulighed for at åbne nye ruter til USA, hvor de traditionelle langdistancefly er for store til at have en bæredygtig økonomi på ruten. Det gælder eksempelvis ruter fra Madrid til Atlanta, Orlando og Philadelphia.

A321XLR tog af sted på sin jomfruflyvning i juni 2022, og således skulle der gå to og et halvt år, før det første eksemplar kunne blive leveret til en kunde, der altså blev Iberia.

Det var oprindeligt planen, at den første A321XLR skulle være leveret i slutningen af 2023, men som følge af et nyt regelsæt omkring supplerende brændstoftanke forsinkede både udviklingen og typegodkendelsen af flyet.

 

Relaterede artikler:

Første Airbus A321XLR er leveret til Iberia

Iberia bliver lanceringskunde på Airbus A321XLR

Første Airbus A321XLR leveres om få uger