Boeing 777-200 fra KLM i Amsterdam-Schiphol Airport. (Foto: KLM)

KLM og Iberia deler punktligheds-titel

Titlen som verdens mest punktlige flyselskab er blevet delt op i to. Derfor kan både KLM og Iberia kalde sig verdens mest punktlige i 2016.

KLM var verdens mest punktlige flyselskab i 2016. Det var Iberia også, viser opgørelsen fra det amerikanske firma Flightstats, der har specialiseret sig i at opgøre den slags. At to selskaber kan løbe afsted med den prestigefyldte titel skyldes ikke, at KLM og Iberia har præcis lige stor andel punktlige fly ud af selskabernes samlede antal flyvninger.

Det skyldes derimod at Flightstats i år har delt titlen op i to titler. KLM er således verdens mest punktlige flyselskab, når man ser på alle flyvninger opereret med KL-rutenumre uden at skele til om flyvningerne blev gennemført af KLM selv, datterselskabet KLM Cityhopper eller et helt tredje selskab. Altså alle flyvninger, som passagererne opfattede som KLM-flyvninger.

Af de næsten 235.000 KLM-flyvninger ankom 88,53 procent indenfor de 15 minutter efter ankomsttid, som Flightstats definerer som rettidig ankomst. Der er ikke tale om det tidspunkt flyet sætter hjulene ned på asfalten, men om hvornår det er fremme ved gaten.

Med den opgørelsesmetode kommer Iberia og japanske JAL ind på henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Strammet sig an
Til gengæld løber Iberia med titlen, når man opgør resultaterne på den måde, som har været den eneste måde at gøre det på indtil nu. Nemlig ved kun at se på selskabets helt egen flyvninger. Ikke flyvninger gennemført på IB-rutenumre af Iberia Express eller andre. Af Iberia’s egne 84.000 flyvninger ankom 87,79 procent af flyvningerne til tiden. Opgjort på den traditionelle måde blev japanske JAL og amerikanske Delta Air Lines henholdsvis nummer to og tre, mens KLM her måtte tage til takke med fjerdepladsen.

Efter at have rodet rundt ned i bunden af punktlighedsstatistikkerne i flere år, så har Iberia på det seneste strammet sig gevaldigt an og går altså helt til tops i 2016. Det samme gælder for Iberia’s lavprisdatterselskab Iberia Express, der løber med titlen som verdens mest punktlige lavprisselskab. Det sker foran airBaltic – som Flightstats definerer som et lavprisselskab – på andenpladsen og japanske Solaseed Air på tredjepladsen.

Widerøe duks i Norden
I den nordiske kappestrid mellem SAS, Norwegian og Finnair trak sidstnævnte det længste strå. Ud af 110.000 Finnair-flyvninger ankom 89,11 procent til tiden. Ud af 302.000 SAS-flyvninger var 82,94 procent til tiden. Af de cirka 132.000 Norwegian-flyvninger, som blev opereret af fly på selskabets norske driftstilladelse med DY-rutenumre, ankom 80,6 procent til tiden. Hvor den det så ud for flyvninger gennemført på Norwegians irske EU-tilladelse og med D8-rutenumre, fremgår ikke af Flightstats-statistikkerne. Heller ikke Icelandair er nævnt i årsopgørelsen fra Flightstats.

Duksen i Norden var dog norske Widerøe, der med 90,56 procent rettidige ud af i alt 128.000 flyvninger kom ind som Europas mest punktlige regionalflyselskab.

Roder rundt
Oneworld kom ud som alliancen med de tilsammen mest punktlige flyselskaber i 2016. Således ankom 81,19 procent af oneworld-selskabernes fly til tiden, mens det for Star Alliance og SkyTeam var henholdsvis 78,58 procent og 77,70 procent.

Det er især de asiatiske medlemmer af Star Alliance og SkyTeam, der trækker alliancerne ned. Mens Malaysia Airlines danner bagtrop i oneworld med 70,66 procent, så har de to andre alliancer adskillige selskaber, som ligger og roder rundt i 60’erne. Blandt alle selskaberne i de tre alliancer klarede de tre Star Alliance-selskaber Asiana Airlines, Shenzhen Airlines og Air India sig suverænt dårligst. Her ankom henholdsvis 62,54 procent, 61,41 procent og 61,29 procent af flyene til tiden.

 

 

 

Relaterede artikler:

Datamangel kan koste SAS punktlighedspris

Norwegian-datter har svært ved at holde tiden

Iberia er nu verdens mest punktlige flyselskab

Finnair verdensmester i punktlighed

Kinesere har svært ved at passe tiden