Det polske flyselskab LOT har planer om at investere i nye fly for at modernisere flåden. Det er vigtigt for flyselskabet med en bæredygtig udvikling, lyder det fra koncernchef.
LOT Polish Airlines har stor interesse i at investere i fremtiden ved at erhverve helt nye fly.
Koncernchef i LOT, Rafal Milczarski, fortæller, at der ved køb af nye fly vil være fokus på at optimere driften og spare brændstof. Det skriver flere polske medier ifølge Aviacionline.com.
LOT har angiveligt forleden sendt forespørgsler til både Airbus, Boeing og Embraer, og der skal være spurgt til flytyper som Airbus A220 og Embraer E2, men også Airbus A320neo og A321neo samt Boeing 737 MAX 9 er tilsyneladende inde i overvejelserne.
Allerede i efteråret 2021 viste LOT interesse for at investere i op til 50 nye fly, og her var fokus på regionale flytyper. Nu er der angiveligt også interesse i at købe nye langtrækkende fly, og en samlet, fremtidig ordre kan nå helt op i 80 fly, lyder det.
Ansvar for bæredygtig udvikling
Flåden hos LOT består i øjeblikket af seks Boeing 737-800, fem Boeing 737 MAX 8, otte Boeing 787-8 Dreamliner, syv Boeing 787-9, 12 Dash 8-Q400, seks Embraer ERJ-170, 10 ERJ-175, fem ERJ-190 samt 15 ERJ-195.
Ifølge LOT-koncernchefen skal en flådemodernisering ske for at tage ansvar for en bæredygtig udvikling. Allerede i øjeblikket foregår der flådefornyelse ved, at Dash 8-flyene frem til nytår bliver skiftet ud med Embraer ERJ-190’ere.
Sidstnævnte flytype kan dog også være på vej ud af selskabet, lyder det fra Rafal Milczarski.
”Embraer-flyene er meget succesrige, men deres motorteknologi lever ikke længere op til vores forventninger med hensyn til brændstofeffektivitet og miljøvenlighed,” siger han og bekræfter, at E190’erne forventes at blive udskiftet inden for fem år.
Stort fokus på brændstofbesparelse
LOT-koncernchefen understreger, at hvis brændstofpriserne fortsætter med at stige, som de har gjort i de seneste måneder, ”så bliver flybilletpriserne også nødt til at ændre sig”. Brændstof er et meget vigtigt omkostningselement, lyder det.
Købet af både Boeing 787 Dreamliner og Boeing 737 MAX har været en del af planerne om at reducere brændstofforbruget. Men der er mere at hente i forhold til flådemodernisering, og derfor har LOT nu for alvor sat gang i planerne om at købe flere nye flytyper til erstatning for ældre modeller.
Brændstofforbruget hos LOT er også blevet bragt ned i forbindelse med selve flyvningerne. Ændrede procedurer ved indflyvning og taxikørsel med kun én motor har reduceret brændstofforbruget med syv procent, skriver Aviacionline.com.
Relaterede artikler:
LOT sagsøger Boeing om MAX-kompensation