Foto: Lufthansa Technik AG

Lufthansa sælger flyreservedele på auktion

Lufthansa Technik er det første selskab, der benytter IATA’s nye online auktionsplatform. Flydele til en lang række Airbus- og Boeing-flytyper er blandt tilbuddene.

Var det noget med en reservedel til et Airbus- eller Boeing-fly? Eller måske noget til et Bombardier CRJ- eller Embraer ERJ-fly? I så fald har du nu chancen for at købe en brugt reservedel på auktion.

Lufthansas reparations- og vedligeholdelsesselskab, Lufthansa Technik AG, er lanceringskunde for IATA’s nye online auktionsplatform MRO SmartHub (MRO = Maintenance, Repair, Overhaul) og vil på auktionen ”MRO Americas 2021”, som netop er gået i luften, tilbyde en lang række overskydende flydele næsten alle nuværende kommercielle flytyper for højeste bud.

Alle de komponenter, der er til salg på auktionen, har været en del af Lufthansa Techniks overskudslager i mindre end tre år og sælges i forskellige pakker, som passer til specifikke flådeoperatører eller flytekniske selskaber, meddeler den tyske flyteknik-virksomhed.

Dele til en lang række flytyper
Lufthansa Technik sælger således på auktionen reservedele til Airbus-flytyperne A320, A320neo, A330, A340, A380 og Boeing-flytyperne 737 NG, 737 MAX, 747, 757, 767, 777, 787 samt til McDonnell Douglas MD-11. Inden for de regionale flytyper sælger selskabet reservedele til Bombardier CRJ, Embraer ERJ og De Havilland DHC -8-400.

Flydelene leveres med dobbelt eller tredobbelt frigivelsescertificering hovedsageligt fra Lufthansa Technik og med 12 måneders garanti.

Porteføljen tilpasses løbende
“I denne auktion tilbyder vi højkvalitets og velholdte flykomponenter fra vores omfattende overskudsportefølje, som vi permanent tilpasser efter vores skiftende efterspørgsel fra vores værdsatte kunder fra hele verden,” siger Dr. Georg Fanta, chef for Commercials – Aircraft Component Services hos Lufthansa Technik.

“Vi er stolte af at være de første til at samarbejde med IATAs nye MRO SmartHub e-Auction-platform om at finde nye hjem til disse attraktive reservedele,” siger Lufthansa Technik-chefen.

IATA MRO SmartHub er en uafhængig webbaseret platform, der ifølge IATA – flyselskabernes internationale sammenslutning – gør det muligt for flyselskaber, MRO-serviceudbydere, OEM’er (original equipment manufacturer) og taksatorer at opnå større gennemsigtighed på markedet for brugte flydele.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa og Norwegian forlænger samarbejdet

SAS og Lufthansa i nyt flerårigt samarbejde

Lufthansa-koncernen flyver i rødt