Vueling-fly i Barcelona El-Prat.

Lufthavnsstrejke i Barcelona i weekenden

Over 100 flyforbindelser til og fra Barcelona er aflyst lørdag og søndag på grund af strejke blandt lufthavnspersonale. Det berører blandt andet Vueling-ruten til København.

Sommeren er ikke alene højsæson for ferierejser i Europa. Den er tilsyneladende også højsæson for strejker blandt medarbejdere i europæisk luftfart.

Flyselskaber og lufthavne i forskellige europæiske lande trues i øjeblikket af strejker blandt medarbejderne midt i den travle sommersæson, som det også var tilfældet i sommeren 2018.

Senest har Iberias lufthavnspersonale i Barcelona El Prat-lufthavnen trukket strejkekortet og varslet strejke i denne weekend – den 27. og 28. juli, som er en af ​​de mest travle weekender i den nordspanske lufthavn, da sommerferien starter i Spanien.

Stor arbejdsbelastning
Lufthavnspersonalet savner ifølge websitet CatalanNews en dialog med ledelsen i lyset af en for stor arbejdsbelastning blandt de cirka 2.000 medarbejdere.

Medarbejderne mener endvidere, at der er sket “systematiske overtrædelser” af aftaler, som blev indgået med Iberia sidste år, og som medførte, at en fire-dages strejke blev afbrudt.

Iberias personale i Barcelona håndterer ifølge kilder i medarbejdernes fagforening omkring 65 procent af operationerne i El Prat-lufthavnen.

100 flyforbindelser aflyst
Strejken blandt lufthavnspersonalet påvirker blandt andet det spanske lavprisselskab Vueling, som har sin hovedbase og hovedkontor i Barcelona. Vueling har foreløbigt aflyst over 100 flyvninger til og fra Barcelona lørdag den 27. juli og søndag den 28. juli som følge af strejken.

Blandt de berørte flyforbindelser er Vueling-ruten fra Barcelona til København, hvor afgangen fra Barcelona lørdag kl. 17.55 på rutenummer VY1874 og returflyvningen med afgang fra København klokken 21.40 på rutenummer VY1875 er aflyst.

Vueling-ruten mellem Aalborg og Barcelona, hvor der er afgang fra Barcelona søndag den 28. juli klokken 11.35 på rutenummer VY8502 og returflyvning fra Aalborg klokken 15.10 på rutenummer VY8501, er derimod ikke aflyst, ifølge oplysninger på Vuelings hjemmeside fredag formiddag.

Vueling ejes ligesom spanske Iberia af moderselskabet IAG, som også ejer blandt andet British Airways og Aer Lingus.

 

Relaterede artikler:

Strejke i italienske lufthavne

British Airways-piloter klar til strejke

Ryanair-piloter skal stemme om sommerstrejke