Lufthansas A380-800 i Københavns Lufthavn. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Marked for A380 skrumper

Megajumboen A380 blev sat i drift i 2007, men efterspørgslen er ikke tilstrækkelig stor. Emirates tegner sig alene for 70 procent af samtlige bestillinger.

Da Airbus A380-flyet var på tegnebrættet, var der stor interesse fra alverdens flyselskaber, og på et meget tidligt tidspunkt estimerede den europæiske flyproducent, at der var et marked for omkring 1.200  fly af denne type leveret over to årtier.

Nu har A380´eren været i kommerciel drift siden 2007, og ved udgangen af juni måned var der afgivet ordrer på samlet 319 fly, mens 193 af disse allerede er blevet leveret. Dermed er der 126 tilbage i ordrebogen. Problemet er blot, at der ikke kommer nye ordrer ind. I 2014 og 2015 har der kun været afbestillinger, og i år er der indtil videre afgivet fem ordrer på kæmpeflyet. Kommer der ikke flere ordrer ind, kan det sidste A380-fly være færdigproduceret om fem år, vurderer nyhedsbureauet Bloomberg efter samtale med flere analytikere.

Prisskiltet på et A380-fly er 433 mio. dollars, hvilket er i underkanten af tre mia. danske kroner. Men det er ikke alene prisen, der afholder flyselskaberne for at tage kæmpeflyet ind i flåden. Med fire motorer er flyet mere tørstigt end A330 og Boeing 777, der dog er af en anden størrelse. Men samtidig kan A380´eren heller ikke lande i alle lufthavne, da der først skal investeres i udvidede manøvrearealer, hvilket betyder, at man skal have et rutenet, hvor egen baselufthavn er stor nok samt destinationer i rutenetværket, hvor A380-flyet kan lande. Det begrænser antallet af kunder betydeligt.

Emirates har bestilt 223 A380-fly, hvilket tegner sig for 70 procent af de samlede ordrer. Herudover har Singapore Airlines og Qantas Airways bestilt henholdsvis 24 og 20 fly, mens de tre store europæiske flyselskaber, Lufthansa, British Airways og Air France har tegnet sig for henholdvis 14, 12 og 12. Amerikanske flyselskaber er helt udeblevet, ligesom japanerne også holder sig noget tilbage.

Har kvalt Boeing 747-8 projektet
Airbus har alene brugt omkring 185 mia. kroner på udvikling af flyet, og først i 2015 var der break-even i produktionen. Siden 2011 har der været produceret mellem 25 og 30 A380´ere om året, men kommer produktionen længere ned, vil projektet gå i rødt med det samme. Hos Airbus har der været drøftelser om fremtiden for A380-flyet, men samtidig mener man, at 10 år er for kort en tidshorisont til at vurdere flyets fremtidige skæbne.

Skulle Airbus beslutte sig for at lukke ned for produktionen, vil det betyde, at gensalgsværdien på flyene vil falde dramatisk, ligesom Airbus ville være nødt til at lukke fabrikker rundt om i Europa og samtidig afskedige tusindvis af ansatte. Herudover ville en del lufthavne stå tilbage med investeringer i udbygning til A380´ere, hvor der må ikke længere kommer fly forbi af samme størrelse. Optimismen er dog stadig i behold hos Airbus´ koncerndriftsdirektør John Leahy.

“A380´eren er kommet for at blive. Vi vedligeholder, udvikler og investerer stadig i programmet,” understreger John Leahy.

Onde tunger siger, at den største succes ved A380´eren er, at den har kvalt Boeing 747-8 projektet. Den nye superjumbo fra den amerikanske flyproducent er kun solgt i 51 eksemplarer, og 40 af disse er allerede leveret.

 

Relaterede artikler:

Kontrakt på 53 charterflyvninger med A380

Airbus topchef: A380 er vigtig for fremtiden

Massiv Dubai-vækst efter A380-intro

Air France annullerer Airbus A380-fly