Boeing 787-8 fra Air India under landing i Københavns Lufthavn. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Medie: Air India-ordre på 495 fly i denne uge

Det forventes, at Air India inden ugens udgang officielt vil bekræfte forlydenderne om, at selskabet har indgået en ordre på i alt 495 fly fra en række forskellige Boeing- og Airbus-serier.

Fredag i denne uge er det nøjagtigt et år siden, at det indiske konglomerat Tata Group formelt overtog ejerskabet af Air India, og flere kilder peger på, at årsdagen kan ende med at blive markeret på ganske spektakulær vis.

I december sidste år kom det frem via flere kilder med indsigt i luftfartsbranchen og de igangværende drøftelser, at flyselskabet var i færd med at forhandle en gigantisk ordre på op mod 500 fly fra både Boeing og Airbus på plads.

Nu lyder det, at Air India er kommet så langt, det tilsyneladende kun er forhandlinger med en eller flere unavngivne motorproducenter, der mangler at falde på plads. Disse er dog næsten i mål, og derfor er forventningen, at flyselskabet vil offentliggøre nyheden om ordren den kommende fredag.

Både wide- og narrow body
Den endelige ordre forventes at være på 495 fly af forskellige typer. Den er forsøgt delt ligeligt mellem de to store flyproducenter, men ordren vil dog have en lille overvægt af Airbus-fly. Den europæiske producent tegner sig for i alt 275 fly, mens Boeing står til at skulle levere 220.

Kilder fortæller, at Air India har sammensat ordren sådan, at 425 af flyene vil være narrow body-fly. Det vil dreje sig om 235 eksemplarer fra Airbus A320neo-serien samt 190 737 MAX-fly fra Boeing.

De resterende 70 fly vil have wide body. 40 af disse fly ventes at blive Airbus A350’ere, mens 20 vil være 787-fly fra Boeing og de sidste 10 bliver 777X’ere. Det skriver Reuters.

Adspurgt har Airbus ingen kommentarer til forlydenderne, og hverken Air India eller Boeing er vendt tilbage på en henvendelse fra nyhedsbureauet.

Til gavn for begge flyproducenter
En ordre af den størrelsesorden og med den sammensætning vil betyde, at Airbus befæster producentens position som den førende leverandør af narrow body-fly til Indien. I øjeblikket er det IndiGo, der er den største aftager af A320neo’ere i landet.

Den vil dog også være en god nyhed for Boeing, der hidtil overordnet set har været bagud i forhold til den europæiske konkurrent på det hurtigt voksende marked i Indien. Boeing har blandt andet Akasa Air og SpiceJet i kundekartoteket, da de to selskaber gør brug af henholdsvis 16 og 47 Boeing-fly i flåderne.

De mange fly, som ordren omfatter, skal bruges til at understøtte væksten i Air India, der ønsker at tage kampen op med blandt andet Emirates på udenrigsmarkedet og udfordre IndiGo på indenrigsflyvninger samt til destinationer, der befinder sig i regionen omkring Indien.


Relaterede artikler:

Air India tæt på at indgå gigantisk flyordre

Officielt: Air India vender tilbage til København

Air India klar med Premium Economy