Norwegian-fly i Midtjyllands Lufthavn. (Arkivfoto: Ole Kirchert Christensen)

Norwegian indsætter større fly til Karup

Norwegian opruster sin betjening af indenrigsruten mellem København og Karup med større fly frem for flere daglige flyvninger.

Fra vinterfartplanens ikrafttræden 28. oktober giver Norwegian vestjyderne en bedre betjening på indenrigsruten mellem København og Karup. Men det bliver ikke med flere frekvenser, sådan som det lokale erhvervsliv har efterlyst flere gange siden Norwegian i maj gik ind på ruten med fire daglige flyvninger.

Norwegians fly vil stadig sætte landingshjulene ned på asfalten i den militære lufthavn på heden fire gange om dagen på hverdage. Men fra slutningen af august vil det ikke længere være indlejede Boeing 737-300 og -700 fly fra Jet Time med plads til 148 passagerer, men derimod Norwegians egne Boeing 737-800 fly med 186 eller 189 sæder, der vil taxie gennem granskoven og ind til den godt gemte civile terminal i den 35 kvadratkilometer store lufthavn.

Det vil betyde op til41 ekstra sæder, som vil gøre gavn på især morgenafgangene fra Karup til hovedstaden og returflyvningerne om eftermiddagen, når de vestjyske forretningsfolk vender næsen hjemad efter en dag med møder og konferencer i København.

Seks skal der til
Det norske selskab har selv tidligere slået på tromme for, at seks returflyvninger på hverdage er det, der skal til på en rute, for at kunne give forretningsrejsende et attraktivt produkt.

Men Norwegian vælger på Karup-ruten at øge udbuddet af sæder på de eksisterende afgange, i stedet for at øge antallet af frekvenser til fem eller seks. Og det er der en god forklaring på.

”Vi har en forretningsmodel, hvor vi kun operere én flytype. Og hvor vi fylder flyene op inden vi begynder at snakke om flere frekvenser,” siger Johan Bisgaard Larsen, kommunikationschef i Norwegian.

Omkostningerne ved at få Jet Time til at beflyve ruten med den ældre Boeing 737-300 maskine er lige så store, som hvis Norwegian selv flyver med sine nye Boeing 737-800 maskiner. Men til gengæld er der 41 sæder mere at tjene penge på i 737-800 flyene.

Samtidig er komforten bedre ombord på Norwegians egne fly, hvor passagererne har mulighed for at gå på internettet.

Svært at få fyldt op
Op til sin konkurs i maj fløj Cimber Sterling otte gange dagligt på hverdage mellem København og Karup, og havde i alt 46 ugentlige returflyvninger. To dage efter konkursen kom Norwegian til. Med større fly, men til gengæld kun med fire daglige rotationer på hverdage og i alt 22 rotationer om ugen.

Fra januar 2010 til oktober 2011 fløj Norwegian på ruten vinge mod vinge med Cimber Sterling. Først med tre og til sidst med to daglige afgange. Men selskabet trak sig til sidst fra ruten, da det var svært at få de store Boeing 737-fly fyldt op.

Foruden knap 60 Boeing 737-800 fly, så opererer Norwegian også omkring 10 ældre Boeing 737-300 fly, men anvendes primært på norske indenrigsruter.

Læs også:

Norwegian på vanskelig mission i Karup Lufthavn