Fra den 15. september flyver Norwegian ikke længere til USA og Canada fra Irland. Selskabet giver MAX-problemerne skylden for den manglende rentabilitet.
Fremover vil Norwegian kun benytte de store Boeing 787 Dreamliner-fly på selskabets nordamerikanske ruter. Det er konsekvensen af, at det norske lavprisflyselskab den 15. september lukker seks ruter til USA og Canada fra henholdsvis Cork, Dublin og Shannon.
Ruterne var en del af en større transatlantisk offensiv, som Norwegian igangsatte i sommeren 2017, da de første Boeing 737 MAX 8 blev leveret.
Dengang indeholdt trafikprogrammet ruter til Stewart International Airport (New York), Providence Airport (Rhode Island) og Bradley International Airport i staten Connecticut fra Irland, Nordirland og Skotland. Sidenhen kom Hamilton International Airport (Toronto) med i pakken.
Usikkerhed om MAX-fly
Nu har Norwegian valgt at lukke de tilbageværende seks ruter til Stewart International Airport fra Dublin og Shannon, til Providence fra Cork, Dublin og Shannon samt til Hamilton fra Dublin.
Ifølge Norwegian er ruterne ikke længere økonomisk bæredygtige som følge af groundingen af MAX-flyene, og usikkerheden om hvornår flyene kan være tilbage i drift, har været med til at fremskynde beslutningen.
“Siden marts har vi på utrættelig vis forsøgt at minimere effekten (af groundingen, red.) for vores kunder ved at wetlease erstatningsfly til ruterne mellem Irland og Nordamerika. Men da der stadig er usikkerhed om, hvornår 737 MAX kan komme tilbage i drift, er det en uholdbar løsning,” siger Matthew Wood, direktør for Long-Haul Commercial hos Norwegian.
Siden foråret har Norwegian benyttet en 388-sæders wetleaset Airbus A330-300 fra spanske Evelop til at dække den daglige rute fra Dublin til Stewart International Airport, mens ruterne til Providence og Hamilton har været opereret med Boeing 737-800.
Skotske og nordirske atlantruter er opgivet
Selvom ruternes bæredygtighed er blevet påvirket af MAX-problemerne, så har det også været en udfordring at få en sund ruteøkonomi på de små fly over Atlanten.
Således valgte Norwegian den 27. oktober sidste år at lukke ruterne fra Belfast International Airport til Stewart og Providence, og den 29. marts i år blev ruterne fra Edinburgh til de to amerikanske østkystlufthavne også afviklet. Disse rutelukninger blev blandt andet begrundet med, at en planlagt reduktion i den skotske passagerafgift var blevet udsat.
Det kunne således tyde på, at Norwegian har haft mulighed for at bruge MAX-udfordringerne som begrundelse for rutelukningerne, selvom de måske mere er en konsekvens af den omfattende sanering af ruteprogrammet, som selskabet har igangsat som en del af Focus 2019-planen, der skal bringe selskabet tilbage på rette kurs.
Relaterede artikler:
Fem flyselskaber hjælper Norwegian