TUIfly Boeing 737-800 i Sønderborg Lufthavn på vegne af Neubauer Touristik. (Arkivfoto: Sønderborg Lufthavn)

Ny tysk charterrejse fra Sønderborg Lufthavn

Den nordtyske rejsearrangør Neubauer Touristik vil forsøge sig med endnu en charterrejse fra Sønderborg Lufthavn. Denne gang går rejsen til Sicilien.

Den nordtyske rejsearrangør Neubauer Touristik har fået øje på Sønderborg Lufthavn som potential lufthavn for charterrejser. I november sidste år sendte man første fly af sted til Rom med næsten 200 chartergæster, og i år venter en ny destination.

Den 22. oktober har Neubaer Touristik nemlig planlagt en charterrejse til Sicilien fra den alsiske lufthavn. Det bliver atter det tyske flyselskab TUIfly, der skal stå for transporten med et fly af typen Boeing 737-800, der har plads til 189 passagerer.

Da Boeing-flyet var på besøg i Sønderborg Lufthavn for et par måneder siden, måtte lufthavnen opstille et par hvide telte uden for terminalbygningen, således at samtlige passagerer kunne vente i tørvejr, da check-in området ikke er dimensioneret til så mange mennesker på en gang. Normalt er der op til et halvt hundrede passagerer i terminalen, når Alsie Express sender ATR-flyene afsted mod København.

Lufthavnens start- og landingsbane 14/32 med sine 1.797 meter har også sine begrænsninger. Således kan det store Boeing 737-fly ikke udnytte sin maksimale rækkevide, da banen ikke er lang nok til en start med fuld tank og 100 procent belægning.

Fra busser til fly
Netop flyruten til København har været inspirationskilde for Neubauer Touristiks administrerende direktør Oliver Gröpper i forhold til at forsøge sig med charterrejser fra Sønderborg Lufthavn.

“Jeg plejer at bruge lufthavnen på vej til København og videre ud i verden. Og da jeg spurgte lufthavnen om mulighederne for charterflyvning, blev jeg godt modtaget. Samarbejdet har været rigtig fint,” sagde Oliver Gröpper til JV, da de første chartergæster blev sendt afsted i november.

Neubauer Touristik er en traditionel busarrangør, der nu forsøger sig med charterrejser fra lufthavnen i grænseregionen. Selskabet råder og 28 busser og har afdelinger i Flensborg, Hamborg, Kiel og Lübeck.